7 teenagere gav seerne et indblik i deres hemmelige liv – sådan går det dem i dag

Én har bekæmpet en depression, mens en anden stadig mangler tag over hovedet. Læs, hvordan det går Mathias, Miia, Sidse, Simon, Mo, Viviana og Jasmin.

Syv teenagere i alderen 14 til 18 år har gennem halvandet år givet journalist og filmproducent Michael Jeppesen lov til at følge deres gøren og laden.

Det blev til programserien 'Din teenagers hemmelige liv'.

Og selvom Jeppesen selv har været ung, kom virkeligheden i den grad bag på ham.

De unge opførte sig nemlig meget mere voksent, end han selv gjorde, da han var teenager.

Flere unge fortalte om, at de havde prøvet at tage stoffer, og de der ikke havde det, var blevet tilbudt det eller vidste, hvordan de skulle få fat i det.

Herunder kan du se, hvordan det er gået de unge teenagere, siden optagelserne sluttede i marts i år.

Mathias fra Ballerup

I programmet: Dengang mødte vi 15-årige Mathias, som gik i 9. klasse. Mathias brugte en del af sin fritid på at lave YouTube-videoer, hvor han under alteregoet Mathæus lavede bomber og sprængte ting i luften.

Hans helt store drøm var at sprænge en bil i luften, men det syntes hans mor var lige vildt nok.

Mathias drak alkohol og filmede det også nogle gange til sin YouTube-profil. Selvom det nogle gange gik vildt for sig, havde hans mor tillid til, at han mærkede efter og kom til hende, hvis noget skulle gå galt.

Mathias fortalte, at han havde prøvet at ryge hash én gang, men at det ikke var noget, han umiddelbart havde lyst til at prøve igen.

Sådan går det i dag: I dag er Mathias 16 år og går i 10. klasse. Ved siden af skolen laver han YouTube-videoer og arbejder som fotograf. Han har nemlig en drøm om at uddanne sig til kamera- og redigeringsassistent, når han er færdig med folkeskolen.

Umiddelbart efter optagelserne sluttede, fandt man en tumor i Mathias’ hofte. Det viste sig at være en godartet tumor, men da de ikke kunne sige præcis, hvad den bestod af, besluttede lægerne sig for at operere den væk.

Det betød en time out fra ungdomslivet, hvor Mathias med egne ord blev ”trukket ud af det vilde liv med byture og druk”.

I dag er Mathias rask og går i byen hver til hver anden weekend. Dog drikker han sig ikke meget fuld hver gang, han er ude. Det gør han cirka hver tredje weekend, hvor han og vennerne tager på diskotek i København.

Mange af Mathias’ venner er over 18 år. Hans mor har mødt dem og lavet en aftale med dem om, at de passer på ham. Det har de gang på gang vist, at de gør, og derfor er Mathias' mor tryg ved det, fortæller hun. Derudover har han en klar aftale med sin mor om altid at skrive, hvor han er henne, så hun kan følge med.

Hverken Mathias eller hans mor synes, at han har et problem med alkohol.

Sidse fra Skive

I programmet: Vi mødte 16-årige Sidse, som boede i Skive med sin kæreste Andreas. Hun fortalte, at hun kom fra en turbulent opvækst.

Hun led af stress, tankemylder og angst. Hun følte, at hash kunne lægge en dæmper på det.

Sidse fortalte Michael Jeppesen, at hun tidligere havde døjet med både alkoholmisbrug og stofmisbrug, men at hun havde fået styr på det, og at hun kun drak og tog hårde stoffer ved særlige lejligheder.

Hun fortalte også, at hendes drøm var at blive tatovør, og at hun havde planer om at lade sig tatovere fra kinderne og helt ned til tæerne.

Hun lavede dog en aftale med Michael Jeppesen om, at hun ventede med ansigtstatoveringerne, til hun var fyldt 18 år, og at hun i stedet ville søge et job. Og i programmet lykkedes det hende at skaffe en praktikplads hos en tatovør.

Sådan går det i dag: Sidse er fyldt 17 år og bor stadig sammen med sin kæreste. Efter optagelserne sluttede, er det gået op og ned for Sidste. Hun har haft det dårligt psykisk.

Men heldigvis er det lykkedes Sidse og hendes kontaktperson at komme i et forløb i psykiatrien, så hun kan få noget hjælp.

Hun døjer stadig med stress, tankemylder og angst, som hun selvmedicinerer sig for med hash.

Men i dag har Sidse et klart ønske om at skrue ned for hashforbruget i takt med, at hun får professionel psykologhjælp.

- I sidste ende vil det være bedst for mig at stoppe med at ryge hash, fortæller hun.

Sidse startede aldrig i praktik hos tatovøren, men det har ikke ændret hendes drøm. Nu er planen dog først og fremmest at få det bedre mentalt. Herefter vil Sidse købe sin egen tatoveringsmaskine og begynde at øve sig. Og når hun er fyldt 18 år, vil hun tage et kursus, så hun efterfølgende kan søge et job i en tatoveringsshop.

Sidse er glad for at have givet danskerne et indblik i sit lidt turbulente liv.

- Det har på en måde været rart at kunne vise, hvordan et liv kan se ud for en ung misbruger, siger hun.

Hendes familie har syntes, det har været spændende og rørende at se hende fortælle om sit liv. Og mange af hendes venner har sagt, at det var sejt gået, fortæller hun.

Miia fra Sydhavnen i København

I programmet: Miia begyndte allerede at drikke som 13-årig. I programmet fulgte vi hende, da hun fyldte 15 år og gerne ville holde en fødselsdagsfest. Selvom hun fik lov til at drikke to genstande til festen, havde veninderne smuglet en flaske vodka med.

Miias mor var bekymret for hende, fordi hun i en periode ikke overholdt deres aftaler og drak mere, end hun fik lov til.

Vi slap Miia, da hun præsenterede sin kæreste, Valdemar, for Michael Jeppesen og sagde, at den vilde Miia stadig var indeni hende, men at det ikke kom til udtryk så ofte.

Sådan går det i dag: Miia og Valdemar er stadig kærester. De har netop afsluttet 9. klasse og er startet på hver deres efterskole. Miia er startet på idrætsefterskolen Halstedhus Efterskole på Lolland, og Valdemar skal til Fyn.

Miia kan stadig godt lide at drikke sig fuld, men har fået et mere fornuftigt forhold til alkohol, mener hun selv.

- Jeg gider ikke længere drikke så meget, så jeg brækker mig. Jeg er blevet træt af at blive stangstiv og at få det dårligt af at drikke, siger Miia Nilsson.

I dag må hun drikke fem genstande. Og det plejer hun at overholde.

Jasmin fra Østerbro i København

I programmet: Dengang mødte vi 16-årige Jasmin, der elskede at drikke og feste i weekenderne med vennerne og veninderne.

Efter at have skiftet skole i 8. klasse blev hun skoletræt. I den nye klasse gik det heller ikke så godt, og det betød, at Jasmin gav op. Hun begyndte at pjække meget og brugte med egne ord alkoholen til at slippe væk fra sine tanker.

En dag fik Jasmin et angstanfald i skolen og begyndte at græde. Hun ringede til sin mor, og de endte med at tage til lægen. Her fik Jasmin mulighed for at fortælle sine forældre om sine udfordringer.

Efter snakken blev der lavet en aftale mellem Jasmins forældre og skolen, således de fik en besked, hvis hun ikke mødte op til time.

Sådan går det i dag: Siden optagelserne sluttede, har Jasmin afsluttet 9. klasse og er startet i 10. klasse på en linje, der blandt andet har psykologi. Og det er ikke helt tilfældigt, at det netop er den linje, hun har valgt. Jasmin vil nemlig gerne være psykolog.

Derfor pjækker hun heller ikke længere. Hun er nemlig godt klar over, at karaktererne er vigtige, hvis hun skal ende på psykologistudiet.

Jasmin elsker stadig at feste, men i dag bruger hun ikke længere alkohol til at flygte fra sine problemer og følelser.

Da Jasmin var ved lægen med sine forældre, fandt de frem til, at hun havde en depression. Siden optagelserne sluttede, har hun arbejdet med sig selv for at få det bedre, og det er heldigvis lykkedes.

I dag har Jasmin et mere ærligt forhold til sine forældre, hvor de i dag kan snakke om alt.

Jasmin er glad for, at hun har haft mulighed for at vise, at hun ikke er perfekt. Hun vil med egne ord ”gerne være med til at skabe et samfund, hvor unge sagtens kan vise deres fejl”.

Viviana fra Vejle

I programmet: Viviana var i programmet 15 år og gik i 9. klasse. Hun syntes, det var "nederen at være 15, fordi det var året lige inden, man måtte købe alkohol."

Hun var en festabe og ville gerne bruge ungdommen på at feste og drikke. Hun fortalte også, at hun ofte drak så meget, at hun kastede op – og at hun derefter fortsatte med at drikke.

Når hendes mor forsøgte at sætte grænser for hende, gik det ofte galt. Enten blev de meget uvenner, hvor Viviana ikke ville tale med sin mor i flere dage. Andre gange var hun ligeglad med, hvad hendes mor sagde og gjorde, som det passede hende.

Viviana fortalte, at hun flere gange var blevet tilbudt stoffer, men at hun ikke havde lyst eller turde prøve.

Sådan går det i dag: Viviana er fyldt 16 år og er startet i 10. klasse. Hun har fået en kæreste, og det har lagt en dæmper på festtrangen.

Faktisk fester hun ikke specielt meget mere. Og når hun endelig tager ud, så drikker hun ikke så meget alkohol.

Det glæder hendes mor, og det betyder også, at de ikke har så mange konflikter mere. For oftest handlede deres skænderier om, at moren sagde nej til, at Viviana skulle til fest.

Mo fra København

I programmet: 18-årige Mo levede en hverdag uden forældre, skole eller arbejde. Han hang primært ud med sine venner omkring Islands Brygge, men da sommerferien var ved at være forbi, mærkede han for alvor bagsiden af tilværelsen.

Nu kunne vennerne ikke længere hænge ud i hverdagene og drikke sig fulde.

Han havde eksperimenteret med stoffer, og fortalte at det ikke var ualmindeligt, at unge mennesker prøvede at tage coke eller mdma.

Sådan går det i dag: Mos hverdag er stadig uændret. Han har fortsat ikke noget arbejde og heller ikke noget sted at bo.

Det har han ikke haft, siden to dage før han fyldte 18 år. I dag er Mo 19 år. Han fortæller, at hans plan er at flytte tilbage på et herberg for unge, hvor han tidligere har opholdt sig.

Han får i øjeblikket hjælp fra Hjemløseenheden, der er et tilbud til hjemløse borgere i Københavns Kommune.

Mo hænger ikke så meget ud ved Islands Brygge længere. Nu er han og vennerne ofte på Christiania.

I programmet fortalte Mo, at han havde prøvet at tage hårde stoffer, men det er ikke noget, han eksperimenterer med længere.

- Nogle gange drikker vi alkohol og ryger hash – andre gange ikke, fortæller han.

Mo har generelt fået positive reaktioner på hans medvirken i ’Din teenagers hemmelige liv’. Men flere har også udtrykt bekymring over hans situation.

Blandt andet har hans mor fortalt ham, at hun både er ked af det og bekymret over det, hun har set.

Mo håber, at han får hjælp til at få et sted at bo, så han på sigt kan starte på en uddannelse eller få et arbejde.

- Selvfølgelig er jeg ikke glad for min situation. Men jeg holder ud.

Simon fra Valby

I programmet: Dengang mødte vi den 15-årige Simon, der gik i 8. klasse. På det tidspunkt røg han hash hver anden eller hver tredje dag i smug for sin far. Men i løbet af programmet opdagede faren det, og Simon fik stuearrest.

Michael Jeppesen var bekymret for Simon, fordi han frygtede, at hashforbruget kunne lede til at eksperimentere med andre stoffer.

Derfor tog han Simon med hen til misbrugskonsulenten Henrik Rindom. Han anbefalede Simon at bruge mere tid sammen med venner, som ikke røg hash. Henrik Rindom forklarede nemlig, at det var tæt på umuligt at stoppe med at ryge hash, hvis alle i omgangskredsen gjorde det.

Sådan går det i dag: I dag er Simon fyldt 16 år og er netop startet i 9. klasse. Han ryger ikke længere hash, og han fortæller, at det ikke var svært at stoppe.

Han fortæller også, at han har fulgt Henrik Rindoms råd om at finde nogle andre venner, end dem der røg. Og at det har hjulpet ham til at undgå hashrygningen.

I sin fritid laver Simon og hans venner rapmusik, som de blandt andet lægger på internettet. Hans drøm er at blive en kendt rapper.

Men først skal 9. klasse overståes, og herefter har han planer om at tage på efterskole. Han vil nemlig gerne prøve at komme væk hjemmefra og leve på en skole med andre unge.

Simon har ikke haft stuearrest, siden optagelserne sluttede, og han hænger heller ikke længere ud på Islands Brygge.