Følg mig

Beauty-influencer skjulte sit alkoholmisbrug med sminke

Emil Olsen skammede sig over sit alkoholmisbrug. I dag er han ude på den anden side, og det gør ham stolt. Lasse Lundberg / TV 2

Emil Olsen er mester i at sminke et perfekt ydre. Men for et år siden kulminerede et alkoholmisbrug i et maskefald.

En dag i december sidste år blev livsændrende for en af Danmarks mest kendte beauty-influencere.

Tusindvis fulgte med på Emil Olsens YouTube-kanal. Han lagde makeup til perfektion, men på dette tidspunkt var hans liv ikke særlig perfekt.

Hans alkoholforbrug var ude af kontrol, og han var flyttet hjem til sin mor.

Der gik ikke længe, før det stod klart for hans mor, at den var helt gal med Emil.

Han var fuld på helt almindelige hverdage.

Og det hele kulminerede, da hun opdagede, at Emil stjal deres alkohol i kælderen.

- Du skal i intensiv behandling, krævede hans mor.

Emil Olsen elsker makeup og arbejder blandt andet som makeup-artist.

En perfekt maske

24-årige Emil Olsen har godt 62.000 følgere på YouTube og Instagram. Han har skabt sig et navn ved at lægge makeup på sig selv, mens han filmer det.

Siden han var teenager, har han forfinet sit håndværk og er i dag ekspert i at sminke virkeligheden smukkere og mere perfekt, end den er.

Med de rigtige pensler og produkter kan han skabe en perfekt maske.

Men inde bag masken gemmer sig en hel anden virkelighed. Hans liv på godt og ondt.

Emil Olsen er en af de fem influencere, som TV 2 har fulgt i anden sæson af PLAY-serien ’Følg mig’.

I første sæson gav han blandt andet seerne et indblik i sin kamp mod angsten. Dengang var han dog ikke klar til at fortælle den fulde sandhed.

Han skammede sig.

Nu føler han sig klar til at lade seerne komme lidt længere ind bag det perfekte ydre.

Legede med kønsidentiteter

I folkeskolen blev Emil Olsen mobbet. Han havde aldrig en følelse af at høre til på samme hylde som de andre børn.

Og selvom han ihærdigt forsøgte at passe ind, vidste han godt inderst inde, at han var anderledes. Han var homoseksuel og kunne allerede dengang godt lide at lege med kønsidentiteter.

Han gik ofte alene hjem efter skole og spillede Playstation, mens de andre børn var sammen med hinanden efter skoletid.

- Jeg har været et rigtig ensomt barn.

Ensomheden fortsatte op gennem teenageårene. Da han som 17-årig flyttede hjemmefra, blev ensomheden enorm.

Emil Olsen som teenager, da han gik i folkeskole.

Festerne flød sammen

Emil Olsen begyndte ligesom mange af sine klassekammerater at drikke alkohol, da han blev 13 år.

Og allerede dengang elskede han følelsen og effekten.

Som de fleste danske unge drak han til fester. Men for tre år siden kunne Emil mærke, at den var gal.

Festerne flød sammen, og alkoholen var begyndt at styre ham.

Jeg har brug for, at du passer på mig, mor

Emil Olsen

Han brugte alle sine penge på at drikke sig fuld, og det blev svært for ham at komme op om morgenen og afsted i skole.

Derfor kontaktede han sin læge og sagde, at han havde brug for hjælp.

Lægen henviste ham til alkoholbehandling. Emil fik en fast behandler, som han gennem to år havde samtaler med jævnligt.

Det hjalp lidt. Og i perioder kunne han lade være med at drikke. Han fik det bedre, og der gik længere mellem angstanfaldene.

Men han lagde ikke alkoholen helt på hylden.

Emil Olsen har ofte farvet sit lange hår blåt.

- Jeg har brug for, at du passer på mig

Det endte ofte med, at Emil drak flere dage i streg. Fra han slog øjnene op, og til han gik i seng.

Han havde ingen stopklods, når han drak. Og han drak, indtil han gik kold. Alt handlede om beruselse.

Alligevel formåede han i store træk at passe sit arbejde og pleje sine følgere med tutorial-videoer på YouTube.

Det krævede drastiske ændringer, hvis Emil skulle få styr på sit liv. For med alkoholen fulgte dage med ekstreme nedture.

Det var derfor, Emil besluttede sig for at flytte hjem til sin mor.

Emil har fået så meget overskud, at han har kastet sig over noget, der er meget vigtigt for ham. Han er blevet frivillig i aura, der er et fristed for unge lgbt+ personer.

- Jeg har brug for, at du passer på mig, sagde han til sin mor.

- Okay, det gør jeg, sagde hans mor og åbnede dørene for sin søn og lod ham flytte tilbage.

Og den dag hun opdagede, at han havde stjålet alkohol fra kælderen, tog hun ham med til et behandlingscenter.

Her fik Emil Olsen hjælp af sin behandler til at forklare moren, hvor galt det egentlig stod til.

Samtalerne gav Emil det sidste skub ud af alkoholmisbruget.

Angsten er væk

I dag er det lidt over et år siden, at Emil Olsen flyttede hjem til sine forældre, og 5. december er det præcis et år siden, at Emil sidst drak alkohol.

Han er flyttet hjemmefra igen og har i halvanden måned boet i sin egen lejlighed. Når han ser tilbage på de sidste par år, kan han godt se, hvor slemt det har været.

- Jeg har været pisse fucking lortedeprimeret, siger han.

Her står Emil Olsen i sin nye lejlighed og viser nøglerne frem.

Men i dag har han det bedre, end han nogensinde har haft, siger han selv. Angsten er væk, humøret er bedre, end det længe har været, og overskuddet er tilbage.

Inden han stoppede med at drikke, kunne han ikke forestille sig at være til sociale arrangementer uden at være fuld. Men i dag klarer han sig.

Med alkoholfri øl og energidrikke.

Og når han er i byen med sine venner, og klokken nærmer sig fire, føles det hver gang som en sejr, at han er klar i hovedet.

For et år siden ville han være gået kold på det tidspunkt.

Det handler ikke bare om makeup. Det handler om så meget mere. Emil er den rollemodel, han aldrig selv havde, da han voksede op.

Hans omgangskreds blev overrasket, da Emil fortalte om sit alkoholmisbrug. Ingen havde vidst, at det var endt så galt.

For han var god til at fake.

- Jeg påførte makeup, så det lignede, at jeg ikke havde det af helvedes til, siger han.

Emil Olsens nedtur er i dag blevet vendt til en succes. Hans historie er han ikke længere bange for at dele.

Du kan se Emil Olsen og de andre influencere i anden sæson af 'Følg mig' på TV 2 PLAY.