GO'

Han kunne ikke sige sit navn uden at gå i panik - sådan går det Peter Nielsen i dag

Efter flere års kamp mod sin stammen lykkedes det Peter Nielsen at holde en tale for sin bedstemor. Det var en stor sejr, fortæller han.

Varme kinder, svedige håndflader og hjertebanken.

For et år siden var det sådan, Peter Nielsens krop reagerede, når han åbnede munden for at tale foran større forsamlinger.

Dengang kunne han gå i panik bare ved tanken om at skulle sige sit navn.

Men i dag ser virkeligheden helt anderledes ud for den 26-årige landmand, fortæller han selv i 'Go' aften Live'.

Peter Nielsen bliver selv glad ved tanken om, hvor langt han er nået.

- Jeg har fået et helt nyt liv, lyder det fra Peter Nielsen.

"De troede, det var telefonfis"

Første gang, den 26-årige landmand gik i gang med at knække sin stammen, var i TV 2-dokumentaren 'Jeg er stammer'.

Peter Nielsen, der har stammet, siden han var kun tre år gammel, tog i begyndelsen af 2019 et kursus for én gang for alle at lære at kontrollere de ord, der kom ud af hans mund.

For han var "ekstremt hæmmet" af sin stammen.

Som barn blev han mobbet, og som voksen kunne Peter Nielsen ikke engang ringe til tandlægen, uden de lagde røret på i den anden ende - fordi han ikke kunne sige noget.

- De troede, det var telefonfis, fortæller han i 'Go' aften Live'.

Kurset, Peter Nielsen var på, hedder McGuire-programmet, og det lykkedes ham dengang at lære nogle teknikker, han kunne bruge til at kontrollere sin stammen.

Men han fik et tilbagefald.

Derfor har Peter Nielsen efterfølgende været på fem kurser i henholdsvis Danmark, Norge, Sverige og England - en rejse, der er dokumenteret i et nyt program på TV 2. Programmet har fået titlen 'Jeg stammer stadig'.

For det gør han stadig.

Peter Nielsen kæmper stadig med ordene, men han har også sat nye milepæle i sit liv.

- Det har betydet alt. Det har betydet, at jeg er blevet glad og tilpas, siger han.

Peter Nielsen har stammet, siden han var tre år gammel.

Holdt tale for bedstemor

Peter Nielsen stammer stadig, når han glemmer at bruge de teknikker, han har lært, eller han bliver nervøs, men livet er blevet meget, meget nemmere, lyder det.

Blandt andet er det lykkedes ham at holde en tale for sin bedstemor på hendes fødselsdag.

Peter Nielsen var nervøs og presset, da han stod foran familien og sin bedstemors venner, så det gik ikke perfekt - men for ham har det været en stor sejr at gennemføre talen foran de mange tilskuere.

Derfor bliver han også glad, når han ser optagelsen af talen.

- Det gør mig glad inden i kroppen, at jeg kan se, at jeg har flyttet mig siden maj måned, fortæller Peter Nielsen i 'Go' aften Live'.

Efter flere års kamp mod sin stammen lykkedes det Peter Nielsen holde en tale for sin bedstemor. Det var en stor sejr, fortæller han. Video: Thomas Jørgen Seerup

"Det har været helt fantastisk"

Viktor Hansen er instruktør og psykomotorisk terapeut på det stammekursus, Peter Nielsen har gået på, og for ham har det været unikt at følge den 26-årige landmands udvikling.

Fakta om stammekurset

  • The McGuire Programme (McGuire-programmet) er grundlagt af amerikaneren Dave McGuire.
  • Kurset findes både i USA og i omkring 20 andre lande. 
  • Det koster 12.000 kroner at deltage i det første firedages kursus.
  • Herefter har man et livslangt medlemskab og mulighed for at deltage i kurser verden over for cirka 200 kroner om dagen.
  • På første kursus får man tildelt en coach, som man også kan sparre med efter kurset.

Kilde: The McGuire Programme

- Det har været helt fantastisk. Vi har helt vildt mange elever igennem McGuire-programmet, og det er altid en fornøjelse af følge alle, men jeg vil sige, at det har været helt specielt med dig, Peter, siger Viktor Hansen i 'Go' aften Live'.

Han og de andre instruktører på kurset stammer alle selv, så han har været gennem den samme tur.

Stammer grafik 01

Og ifølge Viktor Hansen har Peter Nielsen udviklet sig enormt.

Når han tager det med ro, holder pauser, holder god øjenkontakt med dem, han taler med, styrer sin vejrtrækning og taler i korte og præcise sætninger, kan han i dag tale helt uden at stamme.

Han kan tale i telefon og tage kontakt til folk og sågar deltage i tv-interviews.

- Det turde jeg ikke før, siger Peter Nielsen.

Har været på date

Også Peter Nielsens sociale liv har udviklet sig positivt.

Blandt andet har kærligheden været et svært emne for den 26-årige landmand, fordi han har haft svært ved at udtrykke sig.

- Jeg har ikke kunnet tage på date med fremmede mennesker, fordi jeg ikke ville kunne få sagt noget til vedkommende, siger Peter Nielsen.

Efter kurset har han været på date, og det er gået meget bedre, end noget, han har oplevet før.

Daten gik faktisk "rigtig godt", lyder det kort fra den 26-årige landmand.

Og Peter Nielsen er ikke i tvivl om, at han har meget at takke instruktørerne og især Viktor Hansen for.

- Han har betydet rigtig meget for min udvikling. Hver gang, der er noget, jeg ikke har fået talt ordentligt igennem, siger Viktor: "Tag den lige igen". For man skal være tilfreds med ordet, man siger. Ellers skal man sige det om igen, slutter Peter Nielsen.

Se Peter Nielsen og Viktor Hansen fortælle om den vilde udvikling i 'Go' aften Live' på TV 2 PLAY eller i den nye dokumentar 'Jeg stammer stadig'.