De tre bedste brugte biler

Er du på jagt efter en brugt bil? Så er det nu, du skal pudse brillerne og spidse ørerne. Vi fortæller dig nemlig, hvor du skal lægge dine penge.

I dag offentliggøres Årets Brugtbil 2010 på messen Biler i Bella - og allerede nu vil vi afsløre de tre vindere med hjælp fra Ebbe Sommerlund, der er redaktør på Bilbasen:

Nr. 1: Opel Astra, årgang 2005. Opel har tidligere kæmpet med et dårligt ry, men efter en række tiltag for at forbedre kvaliteten, har de nu vendt skuden. Pålideligheden er atter i top, og så er de ovenikøbet billige at reparere. Du får mere for pengene, sammenlignet med andre biler på samme niveau. Du kan købe den helt ned til 100.000, men Ebbe Sommerlund anbefaler, at du bruger 20.000 kr. mere og får lidt mere kvalitet for pengene.

Nr. 2: Skoda Octavia, årgang 2007. Den er bygget på samme platform som Golfen, men man har forlænget karrosseriet, så der er mere plads i bagagerummet. Den er dog billigere, og man kan købe en Skoda, der er nyere end Golfen, for de samme penge og få mere plads oveni. Du kan købe den for ca. 150.000 og op med et fornuftigt kilometertal.

Nr. 3: VW Golf, årgang 2005. En pålidelig og populær bil, der kører godt. Den ligger desuden pænt i de tyske synshallers statistikker. Du kan købe den for omkring 120.000 kr. med en masse kilometer på.