Sådan har Nik & Jay skabt deres kroppe

Hvordan får man en overkrop som denne? Det spørger mange danske mænd sig i al hemmelighed om i disse dage

Musikvideoen til Burhan G's nye single 'Tættere på himlen' deler danske mænd og kvinder i øjeblikket.

I videoen fremviser Burhan G sammen med Nik & Jay tre yderst veltrænede overkroppe - og derfor synes mange mænd, at videoen er rigtigt, rigtigt træls, mens lige så mange kvinder ser musikvideoen med et sagligt smil på læben.

De tre unge herrer er imidlertid ikke kommet sovende til deres overkroppe. De har krævet hårdt arbejde og streng diæt, fortæller Kim Skovholm, der er træningsfysiolog.

- Drengene her har lagt rigtigt, rigtigt mange timer i et træningscenter kombineret med den klassiske slankekur, der hedder nej tak til alt, siger Kim Skovholm.

De ser normale ud med tøj på
Styrketræning, konditionstræning og en striks diæt er vejen frem, hvis man vil se ud som de tre handyr, men 75 procent af opskriften på en veltrænet overkrop ligger i kosten.

- Hvis de tager en skjorte på ligner de mere eller mindre en helt almindelig person, men den lave fedtprocent gør, at de ser sådan her ud uden tøj på... De får rigeligt at spise, men jeg tror, at de holder sig til naturlige produkter og holder sig fra slik og kager, siger Kim Skovholm.

Og når først fedtprocenten er nede, så er det nemmere at arbejde på sin six-pack.

Vi har alle sammen en six-pack
Inden du helt opgiverer drømmen om at du selv eller din kæreste får en krop som Burhan, Nik & Jay, så trøst dig med, at vi allesammen faktisk har en six-pack.

- Den har vi alle sammen inden under, for det er sådan vores muskel ser ud. Inde bag flæskestegen har vi alle sammen vores six-pack, men fedtprocenten skal ned, hvis du vil kunne se den, siger Kim Skovholm, der anbefaler en helt særlig øvelse, hvis du vil have en god overkrop:

Chocolate-push-away.......

Se klip fra musikvideoen og få flere gode råd til en lækker overkrop i videoplayerne ovenfor.