Skiferie for begyndere

Er du en af de danskere, der endnu ikke har haft ski på fødderne - selv om du har overvejet det? Så er her lidt inspiration til at komme i gang.

Forfatteren Per-Henrik Brask har netop udgivet bogen "Hvor skal vi hen på ski?", og han giver en række tips til nybegyndere. Et af nøgleordene er forberedelse.

Forberedelse, forberedelse og forberedelse
Forbered dig på destinationen, på konditionen og på tøjvalget. Og når man er på stedet er det vigtigt at få noget ordentlig undervisning. Og så skal man huske at have det sjovt:

"Man skal lære at løbe på ski ved at lege. Hvis du synes det er sjovt at løbe på ski, så kommer teknikken helt af sig selv. Sådan som skiene er konstrueret idag, er det nemmere at løbe på ski end for 20 år siden," siger Per-Henriik Brask. Og det er ifølge eksperten aldrig for sent at gå i gang.

"Det tager hele livet at lære at stå på ski. Man kan hele tiden forbedre sig. Men at nå et niveau, hvor man kan klare sig selv, tager fra et par dage til et par uger.Og sidst men ikke mindst: Få smilet frem. Glæd dig over at løbe på ski - så går det aldrig helt galt," lyder rådet.

Se hele indslaget fra mandagens Go' morgen Danmark i videoen øverst i artiklen og bliv godt klædt på til vinterens skiferie.