Sære juletraditioner: Er det her Julemandens kone?

16x9

Læs her, hvordan de holder jul i andre lande. Der er nogle ret sære skikke imellem

I Danmark værner vi meget om vores juletraditioner. Og selv om vi måske ser fjogede ud når vi danser rundt om juletræet, så er det vand mod de sære traditioner, der finder sted rundt om i verden.

Her kan du læse om sære traditioner fra seks forskellige lande.

Litauen: Lyt til husdyrene
I Litauen serverer man 12 retter, som symboliserer årets 12 måneder. Men ifølge katolsk tro, er det meget vigtigt, at der ikke kommer kødretter på bordet. Smør, mælk og fedt er også bandlyst. Det meste af maden er som regel fisk, men der serveres også vegetariske retter og supper.

Man danser ikke rundt om juletræet, og desuden er der en del overtro forbundet med juleaften. Man siger, at julenatten er magisk, og derfor kan man være heldig at høre dyrene tale omkring midnat,

Dagen efter åbner man gaver og familien samles atter rundt om bordet - og denne gang er der masser af kød på menuen.

Italien: Julemandens kone er en heks
Julefrokoster, juletræer og nisser er på ingen måde hverdagskost i Italien. Den 24. december er der tradition for at gå til midnatsmesse og bagefter går de unge i byen. Først dagen efter på den 25. fejrer man julen med et stort og overdådigt middagsbord.

En juletradition i støvlelandet er sagnet om 'la Befana' - en gammel, grim kone, der som en heks flyver rundt på en kost og uddeler slik til børnene. La Befana er så indgroet en del af den italienske jul, at børnene tror, hun er julemandens kone.

Island: Brænder juletræet af
En af de særeste julespiser er den islandske lillejuleaften-tradition, hvor man spiser rokkevinger, der har været gravet ned i jorden i tre måneder og stort set er gået i forrådnelse. Som tilbehør smelter man noget lammefedt, som pøses på som sovs. Ifølge formand for dansk-islandsk samfunds formand, Steen Lindholm, smager det skønt, men stinker noget så forfærdeligt. Retten indtages med den islandske snaps 'Den Sorte Død'.

Den sjette januar brænder man sine juletræer af udenfor, som et symbol på at julen er overstået. I den anledning holder man en alfefest, hvor man udklædt som alfepiger- og drenge danser rundt om bålet.

Polen: Gem en plads til Helligånden
I Polen er der en række overtroiske regler, der skal følges. For det første må der ikke serveres kød under julemiddagen, som består af mange retter, som skal være ulige antal. Hvis der serveres et lige antal retter, så mister man muligheden for at øge sin velstand, få børn eller få andre ønsker opfyldt.

Desuden må der kun sidde et lige antal personer rundt om bordet, og der skal være en tom plads tilbage til en fremmed, ånden fra et dødt familiemedlem eller sågar Helligånden.

Når middagen er spist, må familie og gæster først rejse sig fra bordet, når værten giver signal til det. Rejser man sig inden da, vil man ifølge gammel overtro dø inden næste juleaften.

Norge: Gemmer kostene
I vores broderland mod nord gemmer de mest overtroiske kostene væk juleaften, før man går i seng. En gammel tradition siger nemlig, at hekse og onde ånder kommer ud om natten og leder efter koste, som de kan flyve på. I visse tilfælde bliver der affyret skud for at "skræmme" de onde krapyler væk.

Japan: Middag på KFC
Der er ikke de store traditioner for at fejre jul i Japan. Dog er folket fra Solens Rige mere og mere begyndt at efterligne de vestlige skikke, men ellers ser mange japanere egentlig julen som en kærkommen mulighed for at holde fri, feste og udveksle gaver.

En sær nyopstået tradition blandt japanerne er, at de juleaften i høj grad spiser julemiddag på Kentucky Fried Chicken, hvor der er kamp om bordene. Det amerikansk-ejede selskab har haft stor succes med at indføre deres reklamefremstød de senere år, hvor de bedyrer at dybstegt kylling er traditionel julemad.

Kilder: Christmasworld.com og Dansk-Islandsk samfund, in-italia.dk