Svar fra Bitterfissen Bethany

I forbindelse med debat omkring Bitterfissen Bethanys blog og nye bog, sendte hun Go'morgen Danmark dette svar.

Hvorfor ønsker du ikke at stå frem med navn og ansigt?

Ærligt talt så har anonymiteten aldrig været gennemtænkt. Som enhver anden blogger oprettede jeg bare en blog med et passende navn uden at vide, at dette intermezzo af hysteri ville følge efter. Opmærksomheden står for jeres - de omtaltes og mediernes - egen regning, og vil I lege kaffeklub og diskutere det skrevne, står det frit for enhver at deltage eller lade være. Det gælder også mig. I modsætning til Rahbek og Lund, dyrker jeg ikke hverken medier, den røde løber eller et offentligt privatliv, for hvad fanden skulle jeg bruge det til? Gider da ikke deltage i det opstyltede mediecirkus mere end højst nødvendigt. Som for eksempel nu, hvor jeg kan bunde en Fernet og rode mig i pyjamasbuksen, mens jeg svarer på spørgsmål, i stedet for at sidde og smile vaselineindfedtet ved siden af værter og gæster i Go Morgen Danmark, som alle har siddet fastspændt i makeuppen i en times tid før endnu en omgang 15 minutes of fame. Men det kan muligvis være svært at forstå for mennesker, der lever for den næste omtale i Se & hør.

Som det skrives i Bogen, så kunne det vel være interessant at se, hvis folk promoverede sig udelukkende på baggrund af det, de formår at tænke, sige og mene fremfor via den projektør, de kan få til at lyse på sig.

Hvad ønsker du selv at opnå (om noget) med at skrive din blog på den måde, du gør?

Jeg ønsker ikke at opnå andet end et sponsorat fra Fernet Branca. Dog ville det da være et lille plus, hvis jeg med min visdom kunne implementere et par hjerneceller i den naive dansker, der sluger alt det lort, der er at finde derude, råt samt opnå en date med enten Joey Moe, Fetterlein eller Ole Thestrup. Men man kender vel sine begrænsninger....har I forresten Morten Resens telefonnummer?

Bedste hilsner og skål!

Bethany

PS. Hils i studiet