Lars Elstrup: Jeg var en tikkende bombe

Lars Elstrup gik fra at være national EM_helt i 1992 til mærkeligt og selvmordstruet sektmedlem.

De fleste danskere husker Lars Elstrup fra EM i 1992, hvor han scorede det afgørende mål, der sendte Danmark i semifinalen og senere på sejrsskamlen med guld i hånden.

Lars Elstrup blev udråbt til EM-helt, men havde det i virkeligheden rigtig dårligt med al den opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på den professionelle karriere - hans liv var fyldt med en angst, der førte ham ud på en lang rejse mod at finde sig selv.

"På tidspunkter har jeg været glad for min karriere som professionel fodboldspiller, men på andre tidspunkter har jeg følt et pres, som jeg ikke var i stand til at tackle," fortæller en alvorlig Lars Elstrup.

"Jeg var en person, der var indadvendt og sky og holdt tingene for mig selv, og på den måde er jeg blevet til en slags tikkende bombe, fordi det indre var i oprør. Det gik ud over min glæde ved at spille fodbold. Der har været en indre uro, der er svær at definere," fortsætter han.

Livet i den religiøse sekt
I 1993, året efter EM-triumfen, tog angsten over, og fra den ene dag til den anden droppede han sin karriere som professionel fodboldspiller, sin kæreste og sin store lejlighed i Odense.

"Jeg havde et indre ønske om at finde ud af noget mere. Jeg ville gerne af med angsten, og jeg ville gerne kunne smile igen. Jeg havde brug for at lave et skifte i mit liv og få mig et sabbatår for at finde en form for ro," fortæller Elstrup åbenhjertigt.

Det ene sabbatår blev til syv i den religiøse sekt Solens Hjerte. I Solens Hjerte stiftede Lars Elstrup bekendtskab med en spirituel tilgang til livet, som han på det tidspunkt så som en mulighed for at få den ønskede selvindsigt. Alligevel endte han på selvmordets rand, for sekten kunne ikke indfri hans ønsker. Han forlod gruppen efter syv år.

"Jeg blev ikke set, hørt og forstået, og måtte derfor flytte et nyt sted hen," siger Lars Elstrup.

Isoleret liv på et loft - og vendepunktet
Det nye sted blev på loftet hos en gammel dame i Holte. Her levede han et fuldstændig isoleret liv, hvor han ikke havde kontakt med andre mennesker og bestilte mad og andre nødvendige ting på nettet.

Vendepunktet kom, da den gamle dame døde. Pludselig fik Elstrup en uforklarlig fornemmelse af, at noget var anderledes. Det skete den 1. februar 2011, og den dato bliver skelsættende i Elstrups liv. Den dag fik han mod på at gribe fat i livet igen og langsomt bygge sig selv op til at være den person, han er i dag.

I dag bor han lidt i sin bil, på sin båd og hos venner og bekendte. Og han har det godt.

"Jeg har det ganske fint. Og jeg kan se mig selv, hvordan jeg er med alt det gode og alt det dårlige, og jeg arbejder bevidst på at finde endnu mere af mig selv. Det drejer sig om at føle sig hjemme og finde en form for ro, når man er alene og bringe den med ud, når man er blandt andre mennesker," fortæller Lars Elstrup ærligt.

Du kan se hele interviewet med Lars Elstrup i videoen øverst på siden.