Mødre ofrer sig for velklædte børn

16x9

Moderne mødre sætter sig selv i anden række, når der shoppes tøj, sko og mærkevarer. Syv ud af ti bruger således flere ressourcer på børnenes udseende end på deres eget, viser ny undersøgelse.

Danskernes forbrug af modevarer, som tøj og sko er steget støt siden 1990'erne, og nu har tendensen bredt sig til børnetøjet. Moderigtigt børnetøj er meget højt prioriteret blandt danske forældre. Det viser en ny stor undersøgelse af børn og modetøj, gennemført af Danmarks største modemarked Trendsales.

79 procent af forældrene svarer, at børnenes påklædning betyder meget, mens næsten 13 procent svarer at det er helt afgørende, at deres børn er klædt lækkert på - gerne i dansk design.

Og for 72 procent gælder det, at de faktisk bruger flere penge og mere tid på børnenes udseende og påklædning end på deres eget.

Kvalitet i højsædet
Uanset om børnetøjet købes brugt eller nyt, er forældrenes købskriterier i følge undersøgelsen de samme: Det skal være god kvalitet med høj holdbarhed og god komfort. Men det skal også være moderigtigt og meget gerne mærkevarer.

"Det er interessant, at det klart vigtigste kriterium for køb af børnetøj er, at det er god kvalitet og har en lang holdbarhed. Det er jo de færreste børn som når at slide tøjet op, før det er blevet for småt."

"Så forældrenes prioritering af holdbarhed vidner jo om, at tøjet enten går i arv eller sælges igen. Undersøgelsen viser da også, at børnetøjet typisk bruges af mere end to børn," siger Eva Kemp, underdirektør hos Trendsales.

Jyske modebørn i danske mærkevarer
Undersøgelsen viser desuden, at de moderigtige forældre ikke blot er et københavnerfænomen. Interessen for børnenes påklædning er stor over hele landet, men særligt de nordjyske og sønderjyske forældre trækker op i statistikken.

Den brede danske interesse for modetøj til børn smitter også af på mærkerne. De fem mest populære børnetøjsmærker er alle danske. Fælles for de danske mærker er, at de markedsfører sig på god kvalitet og ofte har en retro-inspireret stil, der appellerer til tidens unge forældregeneration.

.