Mænds mobiler er mere snavsede end kvinders

16x9

Mobilen følger med alle steder: På cyklen, i lommen, på sædet i bilen, på toilettet, i køkkenet, ved middagsbordet og på indkøbsturen - og den bliver derfor udsat for lige så mange bakterier, som dine hænder gør.

Selvom både mænd og kvinder slæber mobilen med sig overalt, så viser en ny undersøgelse, at mænds mobiltelefoner har tendens til at være mere beskidte end kvinders.

"Jeg tror, at årsagen kan være, at mænd har fingrene på tastaturet i længere tid dagligt, end kvinder har. Og så har undersøgelser vist, at mænd simpelthen har dårligere håndhygiejne end kvinder," siger manden bag undersøgelsen, hygiejneekspert og lektor ved Professionshøjskolen Metropol, Michael René, til tv2.dk.

"Den skal ikke med på toilettet"
For at undgå at mobilen bliver en ren bakteriebombe, bør man undlade at tage den med sig på toilettet, ligesom den ikke skal med i køkkenet under madlavningen:

"Mobilen skal blive uden for toilettet og skal ikke frem hverken under madlavningen eller ved middagsbordet. Det handler om at opretholde en god hygiejne, og derfor er et af de bedste råd, at holde mobilen væk fra bakterierne og at huske at vaske hænder, når du har været på toilettet, og inden du spiser," siger Michael René til tv2.dk.

Her får du fem gode råd fra hygiejneeksperten til en optimal mobilhygiejne:

1. Mobilen skal rengøres, hvis du taber den
Hvis uheldet er ude, og du taber din mobil på gulvet, så er den forurenet og skal renses med en renseserviet.

2. Reparer din telefon, hvis den går i stykker
Er glasset smadret, anbefales det enten at udskifte glasset eller telefonen, da en mobil med et smadret glas indeholder mange bakterier og mikroorganismer.

3. Rens din mobil jævnligt
Tør gerne mobilen af med en renseserviet i ny og næ. Hold øje med synligt snavs, som du straks bør fjerne.

4. Tag ikke mobilen med på toilettet
Undlad at bruge din mobil, mens du er på toilettet - der er fyldt med bakterier. Vask hænderne grundigt, inden du taster løs igen.

5. Bland ikke mad og mobil sammen
Lad være med at tage mobilen med i køkkenet, når du laver mad. Og undlad desuden at tage den med til bords - så mindsker du risikoen for at din mobil bliver en bakteriebombe.