Det skal du stege julemaden i

16x9

Skal du stege din julemad i smør, margarine eller olie? Og skal det være olivenolie, solsikkeolie eller rapsolie?

Ernæringsekspert og lektor på Professionshøjskolen Metropol, Michael René, er ikke i tvivl: Du skal stege din mad i olie. Det er langt det sundeste:

- Du skal helt klart vælge en olie, når du steger. Olie indeholder nemlig rigtig mange sunde flerumættede fedtsyrer, n-3 og n-6. Og det gør smør og margarine ikke. Fedtsyrerne har flere gavnlige funktioner for din krop - de mindsker bl.a. risikoen for hjertekarsygdomme og sænker kolesteroltallet, siger Michael René til tv2.dk.

Du må ikke stege i solsikkeolie
Nu ved du, at du helst skal stege i olie. Men hvilken olie skal du vælge - rapsolie, olivenolie eller solsikkeolie?

Ifølge ernæringseksperten bør du tænke dig godt om, inden du hælder de gyldne dråber på din stegepande - det er nemlig langt fra alle olier, der er lige velegnede til opvarmning:

- Du bør undgå at stege din mad i solsikkeolie, der under opvarmning kan få en harsk smag og lugt, siger Michael René til tv2.dk.

- I stedet skal du stege i rapsolie. Den giver en dejlig nøddeagtig smag og klæder juleretterne rigtig godt. Hvis du er løbet tør for rapsolie, kan du sagtens bruge olivenolie, der ikke overraskende giver retterne en olivenagtig smag.