Sådan får du børnene ud af dobbeltsengen

Tager man et kig ind i en vilkårlig småbørnsfamilie ved aften- og nattetid, kan man tro, at man er blevet vidne til en spøjs sengeleg: Der bliver byttet senge og sovekammerater i en uendelighed.

For når barn nummer et, to og måske endda tre rammer mors og fars dobbeltseng, så rykker den ene voksne ind på sofaen eller i juniors seng, mens den anden sover videre med en lille hæl i ansigtet og en anden på maven - for de kære små vil jo allerhelst ligge på tværs.

Familievejleder Lola Jensen ved, at netop problemstillingen omkring børn og putning fylder meget i de danske børnefamilier - faktisk handler to tredjedele af alle de henvendelser, hun får, om netop børn og søvn.

- Formålet med at sove er, at dit barn skal hvile, vokse og udvikle sig. Derfor skal du finde en puttemetode, der er god for både dit barn og dig. Når du har bestemt dig for metoden, så skal du holde fast. Det er faktisk det allervigtigste, sige familievejlederen.

Nogle aldre er bedre end andre
Hvis du har det fint med at sove tæt med dit barn, så gør endelig det. Men hvis du gerne vil have dit barn ind på eget værelse, så er der nogle aldre, der egner sig bedre til et ryk end andre:

- Det er bedst at rykke børnene ud af soveværelset, når de er otte måneder eller måske lidt mere - det kommer an på barnet. På det tidspunkt tåler de adskillelsen. Får man gjort det omkring den alder, vil man opleve, at det virker, siger Lola.

- Forpasser man derimod tiden, så kan det blive en helt anden historie, og når først barnet er 13-14 måneder, så bliver det svært. Så er det faktisk bedre at vente, til barnet er to år. Ved den alder er de mere bevidste, og du vil kunne forklare dem, hvad der foregår.

Lola giver dig her fem gode råd, som fører dig sikkert gennem putningen:

1. Vælg metode
Du skal vælge en puttemetode, der er god for børnene.

2. Læg en strategi
Du skal sørge for at lægge en strategi for putningen, så du ikke kommer op i det røde felt.

3. Hold fast
Du skal holde fast i den puttemetode, du vælger. Lad være med at skifte, fordi den du har valgt ikke lige virker i første omgang - jo ældre børnene bliver, des længere tid tager det at lave om på deres sovevaner.

4. Find en madras frem
Hvis de store børn (fra skolealderen) bliver ved med at komme om natten, så følg dem enten tilbage til deres egen seng, eller bed dem om at lægge sig på en madras på gulvet. Når de er så store, skal den ene forælder ikke vige pladsen til fordel for barnet.

5. Gå ud mens dit barn er vågent
Når du putter dit barn, så sid gerne lidt ved senges side, men sørg for at forlade rummet, mens barnet er vågent. Ellers vil det senere på aftenen eller natten vågne op og undre sig over, hvor du er.