Ekspert: Skilsmissebørn skal være mest hos mor

En fjerdedel af alle landets børn har to hjem, fordi deres forældre er skilt. Der er altså med andre ord rigtig mange forældre, der på et tidspunkt i deres liv, bliver nødt til at træffe et valg om, hvordan de vil dele deres børn. Det helt store spørgsmål i den sammenhæng er naturligvis, hvordan man gør det på den bedste måde for børnene.

Familievejleder Lola Jensen er klar over, at hun kan komme i modvind med sine udtalelser, men hun er ikke i tvivl:

- Den såkaldte 7-7-ordning, hvor børnene er en uge hos mor og en uge hos far er ikke god for børnene, siger hun.

- Børn er jo loyale
Og det er den heller ikke, selvom alle parter giver udtryk for, at det fungerer fint for dem - og at selv børnene trives med det.

- Børn er jo loyale. De elsker både mor og far og vil gerne være hos dem begge to. Derfor tør de heller ikke sige højt, at den ligelige fordeling kan være hård for dem. Der er ingen tvivl om, at de helst vil have en fast base, siger hun.

En fast base er i den her sammenhæng defineret som et hjem, hvor de er størstedelen af tiden - og Lola er heller ikke i tvivl om, hvilken forælder der skal være den faste base.

De små børn skal være hos mor
- Børn skal have en fast base. Det giver dem ro til at klare de skift, de som skilsmissebørn helt automatisk vil opleve. Jeg er fortaler for de ordninger, der hedder 10-4 eller 9-5 - altså 10 dage hos den ene forælder, og fire hos den anden, eller ni dage hos den ene, og fem hos den anden.

- Så længe børnene er små, mener jeg, at de har bedst af at være længst tid hos deres mor, med mindre hun er psykisk syg eller har problemer med alkohol eller andre ting, slår familievejlederen fast.

Du kan høre flere af Lolas skilsmisse-råd i videoen øverst på siden.