Tori Spelling i krig med mor

16x9

Candy Spelling fyrer nu op under den fejde, hun fører mod datteren

Candy Spelling fyrer nu op under fejde, hun fører mod sin datter Tori. Hun har sendt sladderhjemmesiden TMZ.com en lang email, hvori hun angriber datterens realityserie "Tori & Dean: Home Sweet Hollywood".

De to kvinder har ligget i krig siden skuespillerindens far Aaron Spelling døde i 2006 og hans enke bebrejder den tidligere "Beverly Hills 90210"-stjerne, at hun endnu ikke har set sit 13 måneder gamle barnebarn Stella.

Fru Spelling har også anklaget datteren for at være skyld i sin fars død: "Min datter besluttede en dag, at hun ikke længere ville tale med min mand, mig og min søn og sådan har det været de sidste fire eller fem år," sagde Candy ifølge E! Online og fortsatte: "Og det var sørgeligt ­ det var faktisk det, der slog min man ihjel. Han ville bare ikke leve mere efter det."

Mine børnebørn er rekvisitter

Nu får skruen et par omdrejninger mere.

Hun skriver til TMZ, at hun blev inviteret til Stellas étårs fødselsdag i sidste øjeblik, men endte med at blive væk, fordi hendes første møde med barnebarnet skulle foregå uden TV-kameraer. "Det var ikke sådan, jeg forestillede mig mit første møde med min datterdatter, men det er jo Hollywood og mine børnebørn er blevet realityserie-rekvisitter. Jeg svarede først ja, for da var jeg ikke klar over, hvad de havde tænkt sig, men bare vent og se. Næste afsnit af min datters serie bliver fyldt med folk, som kigger på deres ur og spørger, hvor jeg bliver af. Jeg besluttede nemlig, at mit møde med Stella skulle foreviges på hjemmevideo og ikke på kabel-TV i bedste sendetid, så jeg sende afbud", skriver den fortørnede mormor.