Stephen Fry skal være storebror

16x9

Stephen Fry kommer på rollelisten til "Sherlock Holmes 2". Han skal spille hovedpersonens ældre bror Mycroft Holmes.

Guy Ritchie instruerer igen og Robert Downey Jr. kan endnu engang opleves som Arthur Conan Doyles mesterdetektiv, ligesom Jude Law vender tilbage som Holmes' trofate følgesvend Dr. Watson.

Noomi Rapace
For et par uger siden skrev Noomi Rapace desuden kontrakt på filmen og det bliver hendes første rolle på engelsk.

Den svenske skuespillerinde har fanget de store Hollywood-producenters opmærksomhed efter sin succes som Lisbeth Salander i "Mænd der hader kvinder" og de to efterfølgere.

Uden for Storbritannien er Fry kendt fra TV-serien "Bones" og BBCs muntre miniserie "Stephen Fry in America".

Ikke for sjov
Rollen som Mycroft Holmes giver dog ikke megen plads til megen morskab. I romanerne har figuren en mystisk stilling højt oppe i den britiske regering og er endnu mere intelligent end sin lillebror Sherlock, men også mere doven.

"Sherlock Holmes 2" skal være klar til premiere ugen før jul næste år.