10 ting der nedsætter dit barns sygedage

16x9

Det er højsæson for hoste, løbenæser, influenza og maveonder, og det kan alle småbørnsforældre formentlig mærke. Udover at det er synd for de små poder, så kan det også være et vanskeligt regnestykke at få pasningen af det syge barn til at gå op.

- Vi får dårlig samvittighed, når vi igen skal ringe til vores arbejde og sige, at vi har et sygt barn, og vi får dårlig samvittighed, når vi sender barnet af sted, selvom vi egentlig godt ved, at det lille myr burde have lov til at være hjemme en dag ekstra, siger netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen til tv2.dk.

Heldigvis er der meget, du kan gøre for at forebygge. Læs med her, hvor netsundhedsplejersken giver dig 10 gode råd til, hvordan du holder sygdommen fra døren:

1. God håndvask
Bakterier overføres via hænderne fra person til person, og det er rigtig vigtigt at vaske hænder, når man vil forebygge sygdom. Vask altid hænder, både på dig selv og dit barn, i forbindelse med bleskift, toiletbesøg, før og efter I spiser og også i forbindelse med at I pudser næse, nyser eller hoster.

2. Hold barnet varm og tør
Dit barn har brug for hjælp til at regulere sin temperatur - både når det sidder stille, og når det løber rundt og leger. Træk og kulde gør ikke i sig selv dit barn sygt, men når vi fryser, er vi automatisk mere modtagelige for virus, og derfor bør du være opmærksom på, at din barn ikke fryser eller sidder i træk.

3. Vask barnets legetøj
Legetøj bliver let beskidt og fyldt med bakterier, både fra gulv, hænder og mund. Det er derfor vigtigt, at rengøre legetøj såvel som sovebamser og sutteklude jævnligt. Bakterier og virus overføres nemlig let fra en person til en ting og videre til næste person. Det siger sig selv, at børn, som leger med samme legetøj, putter det i munden osv., let kommer til at smitte hinanden.

4. Sund og god kost
Barnets immunforsvar skal også styrkes indefra. Sørg for at give dit barn en sund og varieret kost. Jo mere varieret dit barn kan spise, jo større sandsynlighed er der for, at barnet får de vitaminer, mineraler osv. som barnet har brug for og som styrker barnets immunforsvar.

5. Gode sovevaner og dyb søvn
Det er vigtigt, at dit barn har faste sengetider, og at dit barn sover godt. Søvn er en biologisk nødvendighed, og børn har brug for meget søvn - også om dagen. Børn skal have lov til at sove til middag, så længe de har brug for det. Søvn har afgørende betydning for kroppens genopbygning og for restitutionsprocesser. Hvis barnet ikke får den søvn det har brug for, eller hvis barnet sover dårligt, så vil barnet have sværere ved at bekæmpe infektioner.

6. Opsøg ikke sygdom
Hvis I ved, at familiemedlemmer, venner eller andre er syge, så hold jer på afstand af dem. Der er ingen grund til at tage til middage og sammenkomster eller lade nogen, der hoster, hakker og snotter, sidde med jeres barn på skødet. Få dråber fra et nys kan smitte alle inden for en radius af to meter, så prøv at undgå det.

7. Mange børn på lidt plads
Børn i dagpleje, vuggestue og børnehave vil naturligt være udsat for en del smitte. Når mange børn er samlet på lidt plads, så er risikoen for smitte stor. Pædagogerne er opmærksomme på det, og de fleste institutioner har udarbejdet en hygiejnepolitik, som du kan spørge ind til, hvis du ikke kender den.

8. Frisk luft
Der er ikke belæg for at sige, at børns immunforsvar styrkes, hvis de sover ude. Men ikke desto mindre, så er frisk luft og en lang gåtur i skoven en rigtig god idé. Det giver energi at komme ud i den friske luft, og motion og bevægelse styrker samtidig dit immunforsvar.

9. Bliv hjemme en ekstra dag
Det er en rigtig god idé at holde barnet hjemme fra institutionen en ekstra dag efter en sygeperiode. Børn der sendes afsted med grønne 11-taller under næsen, røde og irriterede øjne, nys, hosten og generel utilpashed bør være hjemme. De udsætter andre børn og voksne for smitte og er selv mere sårbare for ny smitte, fordi deres immunforsvar ikke er i top.

10. Pas på med kosttilskud og naturlægemidler
Pas på med at fylde ekstra tilskud af vitaminer og mineraler på dit barn - udover D-vitam og jern til de mindste børn. Kosttilskud er uegnede og unødvendige for børn under et år, og naturlægemidler bør ikke gives til børn under to år. Sørg så vidt muligt for at sikre dit barns behov for vitaminer og mineraler via en sund og varieret kost. Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn har brug for ekstra næringsstoffer, vitaminer eller andet, så drøft det altid med jeres læge.