Alle har ferie - bare ikke dig

16x9

Sidder du også tilbage på kontoret mens alle kollegaerne holder ferie? Få tips til, hvordan du holder gejsten oppe og får en sjov arbejdsdag

Danskerne er lige nu i fuld gang med at holde deres vejfortjente sommerferie. Men et par stykker sidder stadig tilbage på jobbet og holder skansen og pænt venter på, at det bliver deres tur om en uge eller to.

At være få eller alene tilbage på kontoret midt i sommerperioden kan blive træls i længden. Der er ikke særlig travlt, solen skinner udenfor og du kan ikke få fat på hverken kunder eller samarbejdspartnere. Du får ikke rigtigt lavet det du havde planlagt - og alle de andre nyder solen.

Derfor kan det være svært at holde gejsten oppe.

Men med ganske få redskaber kan du hurtigt skabe mere arbejdsglæde, både for dig selv og for dine kollegaer.

Forvent ikke for meget af dig selv
Arlette Bentzen er eventmanager og foredragsholder for Projekt Arbejdsglæde, der er Danmarks førende eksperter, når det kommer til at skabe liv og glæde på de danske arbejdspladser.

Hun mener, at det er helt naturligt, at folk godt kan gå hen og blive dvaske og miste gejsten, når sommerferien trænger på. Men man behøver ikke at have for høje forventninger til sig selv.

"Først og fremmest skal man tage den med ro. Forvent ikke, at du yder det samme, som når der er drøn på. Det er helt naturligt at du når mere, når telefonerne kimer og du har travlt. Der bliver helt sikkert mere at se til efter industriferien, så det er nu du kan lade batterierne op," råder Arlette Bentzen.

Hun opstiller her ti gode tips til, hvordan man kan gøre arbejdsdagen lidt sjovere på kontoret, så du får lyst til at møde op igen dagen efter.

1. Lær en kollega bedre at kende. Spis eventuelt frokost med en kollega du ikke kender så godt, spørg til hans/hendes bedste ferieoplevelse. Det er vigtigt, at I ikke taler arbejde, men lære hinanden at kende som medmennesker. Gode relationer på jobbet giver nemlig rigtig meget arbejdsglæde.

2. Lav din nuværende telefonsvarerbesked om, så det bliver en glad telefonsvarerbesked. Hvordan lyder din telefonsvarerbesked nu? Giv dig selv et kald - lyder du glad, eller er dit tonefald trist eller måske monotont? Lyder du som en, du selv har lyst til at tale med? Måske ikke... Så synes jeg, det er tid til at indtale en ny besked som er lidt gladere end den gamle.

3. Ret din e-mail signatur til en personlig og glad e-mail signatur.

4. I kunne også dekorere hele afdelingen. Det vil også være en rigtig god idé at gøre med en af de kolleger, der rent faktisk er på job. Uventet venlighed, som vi kalder det. Du kan nemlig gøre andre glade ved at gøre noget rart og uventet for dem.

5. Husk at gå en tur i den friske luft - alene eller tag gerne en kollega med. Frisk luft og bevægelse giver dig fornyet energi til dagens opgaver og så kan du samtidig lære din kollega bedre at kende.

6. Tag det vi kalder "mig-tid". Det giver fornyet energi og fokus. Tag fem minutter for dig selv, hvor du sidder uforstyrret og bare mærker efter. Hvordan har du det lige nu? Er du glad? Nogle mediterer, andre tager en power nap eller slapper af med en kop kaffe - Uanset hvad du vælger, er essensen, at du sidder for dig selv og kun har tanker på dig selv.

7. Tal med dine kollegaer om jeres største succes siden nytår - hvordan kan I fejre det? Måske skal det fejres med det samme, eller måske vil I fejre det sammen med alle andre, når de er tilbage fra ferie. Brug den ekstra tid, I har her i sommerperioden, til at planlægge en overraskelses-ceremoni når de er tilbage. Det er vigtigt at synliggøre jeres succeser, store som små. Arbejdsglæde kommer blandt andet af at fremhæve de ting, I faktisk HAR gjort, så derfor giver det rigtig god mening at fejre succeserne.

8. Ryd op i dine bunker. Umiddelbart lyder det lidt kedeligt, men det er en stor tilfredsstillelse at få ryddet ud i bunkerne. Når jobbet er afsluttet skal det naturligvis fejres - eventuelt med en is.

9. Hør musik der gør jer alle i godt humør.

10. Tag sommerhatten på, sæt fødderne i en balje med vand og kast en badebold rundt i lokalet - eller start et mini-sommer-OL. I kan jo hver især vælge en disciplin. Her et par eksempler:

- Tennis: - Et sammenkrøllet papirark kan nemt blive en bold, og en bog/mappe kan være ketcher.

- Bordtennis: - Et lille stykke sammenkrøllet papir som bold og en lille bog som bat. Så skal mødelokalets bord bare ryddes, og I kan spille rundt om bordet.

- Kegler: - Tomme toiletruller sættes op som kegler, lav bolde af sammenrullet papir.

- Kontorstole-race.

"Det er kun fantasien der sætter grænser," siger Arlette Bentzen.

Projekt Arbejdsglæde afholder i øjeblikket også DM i 'Out of Office' beskeder. Det er den hilsen, du sætter på autosvar på din arbejdsmail, som tikker ind i indbakken hos de folk, der skriver til dig, når du er på ferie.

Her kan man vinde en præmie for det sjoveste, bedste og mest kreative autosvar. Så når du alligevel ændrer din telefonsvarer og signatur på mailen, kan du også give folk et godt grin, når de mailer til dig.