Farlige pommes frites bliver sundere

16x9

Når du i fremtiden lader dig lokke af gyldne og sprødstegte pommes frites, så kan du nok nyde dem med lidt bedre samvittighed

Når du i fremtiden lader dig lokke af gyldne og sprødstegte pommes frites, så kan du nyde dem med bedre samvittighed. Ny forskning har nemlig fundet frem til, hvordan de fristende fritter kan gøres sundere at indtage.

På verdensplan konsumeres der årligt mere end 40 millioner tons pommes frites. Sammen med dem indtages også det sundhedsskadelige stof akrylamid, som er kræftfremkaldende. Særligt risikoen for brystkræft kan relateres til indtaget af akrylamid, viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Akrylamid er et kemisk stof, der især bruges til fremstilling af plastmaterialet polyakrylamid, men i 2002 fandt svenske undersøgelser, at stoffet også findes i fødevarer. Det gælder både industrielt fremstillet og hjemmelavet mad, der er fremstillet ved høje temperaturer.

Det betyder altså at det sundhedsfarlige stof opstår i pommes frites under tilberedningen i den rygende varme friture. Og ifølge Fødevarestyrelsen tyder alle undersøgelser på, at jo højere temperaturer du tilbereder ved, jo længere tid tilberedning ved stegning, ovnbagning, grilning eller friturestegning varer, jo højere bliver indholdet af akrylamid i maden.

SĂĄdan bliver pommes frites sundere
For at undgå akrylamid i dine pommes frites, kan du selv tage en række forholdsregler. Det handler i det store hele om at tilberede kartoflerne hensigtsmæssigt ved at tage hensyn til forskellige faktorer:

"Acrylamid opstår når kulhydrater opvarmes til over 120 grader, som når fx kartofler bages eller steges. Ved tilberedning af pommes frites er der derfor en anbefaling om at stege ved højst 175 grader - og at stege til lys og ikke til mørk. Jo mørkere man steger dem jo højere indhold af akrylamid", forklarer Dorthe Licht Cederberg fra Fødevarestyrelsen.

Køber du færdiglavede pommes frites, er du selvfølgelig ikke herre, om de sprøde kartofler er tilberedt efter ovenstående anvisninger og således ikke sikker på, hvorvidt du indtager akrylamid - og hvor meget. Men det har videnskaben nu sandsynligvis en løsning på. Forskere ved det norske forskningsinstitut Nofima har nemlig fundet en metode, som fjerner det farlige akrylamid fra industrielt fremstillede pommes frites.

Ved at bruge mælkesyrebakterier til at fjerne sukker på overfladen af kartoffelprodukter, som skal friteres, er det således lykkes forskerne at fjerne op til 90 procent af akrylamiden i kartoflerne, uden at det i sidste ende påvirker smagen.

"Hvis den norske opfindelse viser sig at reducere mængden i betydelig grad og på en forudsigelig måde, antager jeg, at den kan bidrage til, at EU indfører en lov om grænseværdier for akrylamid i industrimad", udtaler Anders Tharaldsen fra fødevarestyrelsen i Norge om resultatet til NRK.no

Pommes frites er stadig fedende
Selvom du selv kan gøre dit for at reducere mængden af akrylamid i dine fritter, og at du i fremtiden i et vist omfang sandsynligvis også bliver forskånet for det farlige stof, når du køber de sprøde kartofler på burgerbaren eller grillen, så er der ikke bare frit slag med den friturestegte spise - i hvert fald ikke, hvis du vil holde vægten og leve sundt.

Uden akrylamid er fritterne godt nok mindre sundhedsskadelige, men det betyder dog ikke, at de er en sund spise, du kan indtage i uanede mængder.

Til syvende og sidst skal du altid forsøge at følge det vigtigste kostråd af alle - nemlig at spise varieret. Dette giver de ernæringsmæssige fordele og begrænser indtag af en enkelt forurening, understreger Dorthe Licht Cederberg og slutter:

"Ved at spise kogte kartofler i stedet for pommes frites undgår man både fedt og acrylamid. Altså bør kosten varieres".