MC Einar: Filmen knækkede fuldstændigt

CD_aktuelle MC Einar fortæller om sit livs nedtur, hvor han blev indlagt med en psykose

Go'morgen Danmarks Mikkel Beha mødte i morges MC Einar, der blev Danmarksberømt som 20-årig med numre som 'Jul det' cool' og 'Arh Dér!' - så røg han ned med druk og blev indlagt med en psykose. Nu har han det godt igen og er klar med nyt album.

Livet som kendt bød på masser af opmærksomhed, fester og guldøl - men da publikum holdt op med at købe skiverne opløste gruppen sig selv - og Einar Enemark vågnede op til et helt andet liv.

"Da vi gik fra hinanden, fordi vores anden plade ikke rigtigt solgte, og vi ikke længere kunne holde hinanden ud, vågnede jeg op til et stort vakuum, og jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var. Hvis jeg ikke skulle være ham drengen, der førte sig frem på en scene, så kunne jeg ikke finde ud af, hvem jeg så skulle være. Jeg var helt i chok", fortæller Einar, der oprindelitg bare drømte om et liv som geolog fremfor at stå i spotlightet.

Og så startede nedturen ...
Med chokket over den langt mere anonyme tilværelse fulgte desværre også et massivt misbrug.

"Det var min identitetskrise kombineret med druk og noget røg og en del kærestesorger. Til sidst spiste jeg en LSD-pille, og så knækkede filmen jo fuldstændigt. Efterhånden blev jeg mere og mere mærkelig. Til sidst levede jeg helt i min egen verden og fik en psykose, hvor jeg var til fare for mig selv og mine omgivelser", fortæller Einar, der besluttede sig for at holde op med at drikke for fem år siden.

I dag har Einar kæmpet sig ud af sit livs krise og er aktuel med selvbiografen: 'Manden der var MC Einar' og i morgen udkommer hans nye cd: "Jeg må ha' mig en coach' hvor forfatterne Rune T. Kidde og Mark Hebsgaard har bidraget med teksterne.