Holder Danmark i live

'Holder Danmark i live': Sådan går det cancer-patienterne i dag

De medvirkende fra 'Knæk Cancer: Holder Danmark i live' fortæller, hvordan det går dem fire måneder efter optagelserne.

Torsdag aften kunne seerne følge en række kræftpatienter rundt om landet i et special-afsnit af dokumentarserien 'Holder Danmark i live', der er lavet i anledning af Knæk Cancer-ugen.

Blandt andre mødte vi seksårige Gustav, der har en uhelbredelig hjernetumor, 77-årige Birthe, der mistede sit ene øje under en cancer-operation, og 28-årige Louise, som fik lindret sine smerter i et trykluftskammer.

Knæk Cancer: Holder Danmark i live 2016

Tirsdag den 21. juni 2016 fulgte TV 2s kameraer gennem et døgn patienter, personale og pårørende rundt om på landets kræftafdelinger.

'Knæk Cancer: Holder Danmark i live' er en særudgave af programserien 'Holder Danmark i live', der giver et øjebliksbillede af det danske sundhedsvæsen, som 95 procent af danskerne er i kontakt med hvert år.

Omkring 250.000 danskere kæmper netop nu mod en cancer-sygdom.

Programmet er lavet særskilt til uge 43, som TV 2 og Kræftens Bekæmpelse nu på femte år har reserveret som "Knæk Cancer-ugen" for at samle ind til forskning.

Nu, hvor der er gået over fire måneder, siden optagelserne til dokumentaren fandt sted tirsdag den 21. juni 2016, fortæller de medvirkende om, hvordan det går dem i dag.

Birthe mistede et øje: Kan stadig køre bil

Det var med bævende hjerte, at 77-årige Birthe Rasmussen fra Fjerritslev lagde sig på operationsbordet tidligt om morgenen den 21. juni i år. For hun vidste ikke på forhånd, om hun ville miste sit højre øje i forbindelse med operationen, hvor kirurgerne skulle fjerne en kræftknude i kindbenet.

- Selvfølgelig var jeg bange. Det var jo en stor operation, og jeg havde allerede været igennem to andre operationer inden for et år, siger Birthe Rasmussen til TV 2.

Desværre måtte øjet fjernes, og efter operationen har Birthe måttet gennemgå 30 strålebehandlinger for at forebygge, at kræften vender tilbage.

- Selve strålerne var ikke så slemme, men bivirkningerne har været hæslige. Jeg har nu haft 14 dage til at komme over det, og det går faktisk fint nu, konstaterer hun. Se videoklip fra programmet nedenfor.

77-årige Birthe Rasmussen fra Fjerritslev er blevet opereret for kræft i kindbenet og konstaterer ved opvågningen, at hendes højre øje er fjernet.

På trods af sin høje alder har Birthe Rasmussen indtil for et par år siden kørt lange ture på sin motorcykel, blandt andet til Sverige og Norge, men nu hvor hun kun har ét øje tilbage, er det ikke længere forsvarligt. Til gengæld må hun godt køre bil.

- Jeg har været til to undersøgelser hos øjenlægen i Aalborg, og han siger, at mit syn på venstre øje er helt fint. Så der er ingen problemer med at køre bil, siger hun og tilføjer.

- Motorcyklen forærer jeg til mit barnebarn, Daniel på 24 år, som har været så sød at tage sig af mig og lave mad til mig, mens jeg har været syg. Han kommer stadigvæk og spiser hos mig hver dag. Og hvis jeg har en dårlig dag, står han for madlavningen, fortæller hun.

Vil ikke have glasøje

Selv om det rent kosmetisk ville være muligt at give Birthe et nyt, højre øje i form af et glasøje, ønsker hun det ikke.

- Jeg har fået nogle briller med mørkt glas i højre side, og det er jeg godt tilfreds med, konstaterer Birthe Rasmussen, som i det hele taget er ved at være glad for sit udseende igen.

- Hudtransplantationen på min kind er næsten groet helt sammen, og mit hår er kommet fint igen. Oppe i venstre side af panden kommer der ikke noget nyt hår, fordi jeg tidligere har fået transplanteret hud fra mit lår derop på grund af hudkræft. Men resten af håret dækker heldigvis, siger hun. Se et nyt foto af Birthe nedenfor.

Birthe Rasmussen har fået et par briller med mørkt glas i højre side, og hendes hår er groet fint ud igen.

Satser stadig på at komme til konfirmationer

Som det fremgik af programmet, har Birthe Rasmussen lovet to af sine  børnebørn, 11-årige Malthe og otteårige Mathias, at hun vil komme til deres konfirmationer om henholdsvis fire og seks år. Og det satser hun stadig på.

KNÆK CANCER

  • I uge 43 sætter Kræftens Bekæmpelse og TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år. 
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
  • Du kan følge Knæk Cancer på TV 2, på knækcancer.tv2.dk, Facebook og via aktiviteter i hele landet.
  • Knæk Cancer kulminerer med et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober.

- Ja, selvfølgelig vil jeg det, nu hvor jeg har lovet det. De har bestilt festlokale allerede nu, for det er de nødt til. De ville begge to gerne have Kongerslev Kro, men det måtte den ældste opgive, fordi der er optaget. Den "bette" kan godt nå det, siger hun med et lille grin.

Birthe Rasmussen glæder sig over, at hun ikke har nogen smerter, og at hun stadig kan klare sig alene i huset. Hendes mand døde i 2004, så hun er taknemlig for, at hun har et tæt forhold til sine fem børn, otte børnebørn og fire oldebørn.

Sygeplejerske Trine Dyring ses her med sin seksårige søn Gustav, som fortsat er i behandling med eksperimentel medicin mod sin hjernesvulst.

Gustavs hjernesvulst er ikke vokset i syv-otte måneder

Hjemme hos sygeplejerske Trine Dyring i Kastrup er hverdagen stadig hektisk, og familien er afhængige af, at fremmede hjælper til i døgnet 24 timer for at seksårige Gustav kan have et godt liv.

Selv om Gustav er uhelbredeligt syg af en stor kræfttumor centralt i hjernen, er der dog visse fremskridt at spore på grund af den eksperimentelle medicin, han får på Rigshospitalet.

- Ved de seneste to scanninger er tumoren ikke vokset. Så der er nu gået syv-otte måneder, hvor den har været stationær, og det er ret godt for sådan en tumor, som Gustav har, forklarer Trine Dyring og fortsætter.

- Nu er vi spændte på den næste scanning den 30. november. For vi har jo stadig til gode endnu, at den bliver mindre, siger hun.

Skal i familiepleje hver fjerde weekend

For at skabe lidt frirum for Gustavs hårdt prøvede familie, er det planen, at han fremover skal i familiepleje i weekenderne.

- Vi er i gang med "projekt normalt liv" herhjemme. Så vi har aftalt med vores faste nattevagt, Kristina, at Gustav kommer i familiepleje hjemme hos hende hver fjerde weekend. Så har Thomas og jeg mulighed for at tage vores ældste søn, Anton, med på en weekend-tur indimellem, siger Trine Dyring, som regner med at gå op på fuld tid i sit sygeplejerskejob pr. 1. december.

En anden aflastende foranstaltning, der er sat i gang her i efteråret, er, at Gustav er kommet i specialskole, så han bliver aktiveret i løbet af dagen. Læs hele interviewet med Trine Dyring her.

28-årige Louise Hegested har mange smerter på grund af senskader af kræftbehandling. Men hun får lindret smerterne på 12 meters dybde.

28-årige Louise: Smerterne er blevet tålelige

I programmet mødte seerne også den 28-årige sygeplejerske Louise Hegested fra Hillerød, som led af svære smerter i blandt andet bækken og ryg som en senskade efter sin livmoderhalskræft, som hun blev kureret for i 2014.

For at lindre smerterne, gennemgik hun en noget særpræget behandling i et trykluftskammer på Rigshospitalet, hvor hun i bedste 'Kvinden i buret'-stil blev nedsænket på 14 meters dybde, iført en dykkerklokke på hovedet.

- Det var da lidt specielt, at man ikke bare kunne gå ud ad døren, og jeg var noget spændt den første gang. Men personalet var søde og omsorgsfulde, så det hjalp meget på det, siger Louise Hegested og fortsætter.

- Jeg har stadig ondt, men slet ikke i samme grad som før. Smerterne er tålelige, og jeg kan klare mig med Ibuprofen og panodiler i det daglige. Så behandlingen har haft god effekt, og jeg ville til enhver tid gøre det igen, konstaterer hun. Se videoklip af Louises behandling i trykluftskammer ovenfor.

Fuld effekt i fem måneder

Behandlingen under det høje atmosfæriske tryk bevirker, at der skabes nye blodkar i de områder af kroppen, der er blevet beskadiget af stråler. Men selv om det giver en god smertelindring, er den ikke vedvarende.

- Effekten holder cirka i fem måneder. For mit vedkommende er der nu gået fire måneder, og jeg har det stadig lige så godt, som da behandlingen sluttede i juni, siger Louise Hegested, som også har kunnet mærke forbedringen på flere andre punkter.

- I går var jeg i svømmehallen med mine to bonuspiger og min egen datter. Dét har jeg ikke kunnet siden operationen for to år siden. Og jeg har også  løbe lidt og været i fitnesscenter, siger hun.

Er ikke længere hende, der "ser syg ud"

Louise Hegested havde kun været uddannet sygeplejerske i fire måneder, da hun i maj måned 2014 fik konstateret livmoderhalskræft. Og lige siden har hun været helt eller delvist sygemeldt eller arbejdet på nedsat tid.

Men nu kan hun endelig passe sit arbejde på Nordsjællands Hospital, uden at der skal tages særlige hensyn til hende.

- Det har stor betydning for mig, at jeg kan være på arbejde på fuldstændig lige vilkår med mine kolleger, og at jeg ikke længere er den, der "ser syg ud". Før havde jeg 20 timer uden ekstravagter, nu har jeg 28 timer med ekstravagter, siger hun.

76-årige Johnny Johnsen fra Køge kan nu endelig tygge i rugbrød og koteletter, efter at han har fået tandprotese.

76-årige Johnny: Har taget halvandet kilo på

Johnny Johnsen fra Køge var tæt på at være i en kritisk tilstand, da han tabte sig 12 kilo efter en operation for kræft i mundhulen. Ved operationen mistede han nemlig så mange af sine tænder, at han kun kunne indtage mad, der ikke skulle tygges.

For tre uger siden fik han endelig sat tandprotesen i munden, så han nu kan begynde at spise fast føde igen.

- Nu kan jeg spise rugbrød og koteletter, og det er dejligt. Jeg har også taget halvandet kilo på, afslører 76-årige Johnny Johnsen og fortsætter

- Men jeg har ikke helt vænnet mig til at tygge med protesen endnu. Det er lidt svært, fordi højre side af tungen er følelsesløs. Nogle af nerverne blev skåret over under operationen, så jeg skal finde en nymåde at tygge på, så jeg ikke bider mig i tungen, forklarer han.

Johnny Johnsen kæmper også fortsat med en uvilje mod at være sammen med andre mennesker. Fobien opstod, mens han var indlagt på hospitalet. Han er dog begyndt at tage på vennebesøg sammen med sin kone.

Tanja Dahl fra Grindsted har leukæmi, som tidligere var en diagnose, der betød at man skulle være indlagt i lange perioder. Nu kan hun behandle sig selv derhjemme.

39-årige Tanja har fået knoglemarvstransplantation

Seerne mødte også 39-årige Tanja Dahl fra Grindsted, som havde leukæmi, også kaldet blodkræft. Hun var taknemlig for, at hun var blandt de udvalgte patienter, der blev tilbudt at få kemobehandlingen med sig hjem. Se videoklip ovenfor.

Den 4. oktober gennemgik Tanja en knoglemarvstransplantation, som er en meget omfattende og krævende operation, der betyder, at patienten efterfølgende skal ligge i isolation, fordi immunsystemet er meget svækket.

Samtidig er det en smertefuld proces, da samtlige af kroppens slimhinder bliver afstødt og udskiftet. Så da TV 2 for en uges tid siden ringede Tanja op på hospitalet, kunne hun knap tale, og hendes mor måtte tage over.

- Tanja er hævet op i munden og tungen, og hun har smerter i hele kroppen. Men det er heldigvis fuldstændig normalt, og lægerne siger, at det går planmæssigt, lyder det fra Tanjas mor, Tove, der er indlagt i isolation sammen med sin datter.

Har skiftet blodtype

Det er dog ikke kun slimhinderne, som Tanja har udskiftet i forbindelse med knoglemarvstransplantationen.

- Tanja har ændret blodtype fra "B rhesus positiv" til "O rhesus positiv". Det samme har hendes bror, som har været hendes donor og leveret knoglemarven. Det skyldes, at de begge har været i dialyse, fortæller Tanjas mor og tilføjer.

- I de sidste par dage har Tanja fået det bedre, selv om hun stadig er meget træt. Hun har lige haft besøg af sin datter, Sarah på syv. Hun sagde: "Nu kan man altså godt se, at mor er syg". Hun glæder sig til, at hun igen kan få et kram af sin mor, konstaterer mormor.

Gik du glip af 'Knæk Cancer: Holder Danmark i live', kan du se dokumentaren lige nu på TV 2 Play

Du kan også opleve Trine Dyring i 'Vild med dans knækker cancer', hvor hun hjælper til i call-centeret, fredag kl. 20.00 på TV 2