Keramikkamp

Han er keramikkens superstar - har 860.000 følgere og bor i Danmark

Verdens mest populære keramiker hedder Eric Landon, er 42 år og bor i København. Han oplever en stadig stigende efterspørgsel efter sine workshops.

Dansk-amerikanske Eric Landon sidder i sit nye keramikerværksted i centrum af København. Foran ham står to rækker af nyindkøbte drejeskiver, som bare venter på, at endnu et hold kursister skal indfinde sig.

- Vi kan virkelig mærke den store interesse, folk har for at lære at dreje deres egne ting i ler, og det vil vi gerne imødekomme, siger Eric Landon til TV 2.

Den 42-årige pottemager åbnede det nye værksted 1. marts i år udelukkende for at drive kursusvirksomhed. I forvejen har han et andet stort værksted i det indre København, hvor han producerer og sælger sine egne håndlavede ler-kreationer i firmaet Tortus Copenhagen.

Siden han i 2014 oprettede en Instagram-profil, har succesen taget rekordfart for Eric Landon.

Han har opnået international berømmelse for sine særlige drejeteknikker og sine høje, nordisk inspirerede vaser med glasur i bløde pastelfarver.

Med næsten 860.000 følgere er han ikke bare den mest populære keramiker i verden, men også den mest populære brugskunstner i det hele taget. Nummer to har, ifølge Eric Landon selv, omkring 260.000 følgere.

Når han poster videoklip af sit arbejde med leret på den roterende drejeskive, får de millioner af visninger, blandt andet via netmedier som Buzzfeed, Insider og Huffington Post, og folk fra hele verden efterspørger at komme på workshop hos ham.

- Jeg har elever fra Argentina, Brasilien, Canada, Storbritannien, Frankrig og Schweiz. Alle steder fra. Faktisk er der kun omkring fem procent danskere på kurserne indtil videre, siger Eric Landon, som selv blev bidt af at dreje keramik som 16-årig på highschool i Wisconsin, USA, hvor han er født og opvokset.

Interessen for pottemageri bragte ham til Europa i 1999. Her forelskede han sig i en dansk kvinde og søgte senere ind på den nu nedlagte keramiklinje på Danmarks Designskole i København.

Primalt behov tændt af tv-program

I Storbritannien har tv-programmet 'The Great Pottery Throw Down', som er en slags 'Den store bagedyst' for amatørkeramikere, sparket ekstra gang i lysten til at dyrke keramik på hobbyplan.

Programmet fik premiere på BBC i 2015, og efter et par sæsoner med tårnhøje seertal voksede efterspørgslen efter drejeskiver endda så meget blandt private kunder, at det efterhånden var umuligt at opdrive dem i butikkerne.

Nu, hvor TV 2 går i luften med en dansk udgave af det britiske tv-format med titlen 'Keramikkamp', forventer Eric Landon et tilsvarende boom i interessen for hobby-keramik hos den brede, danske befolkning.

- Vi lever i en verden, hvor alt er meget abstrakt med sociale medier, mobiltelefoner og computerskærme. Vi bliver fremmedgjorte over for os selv og bruger ikke rigtigt dem her til ret meget, siger Eric Landon og vifter med sine hænder.

- Som mennesker har vi et primalt behov for at skabe objekter og redskaber med hænderne, og behovet er ikke blevet mindre siden hulemandens tid. Men vi kan få afløb for det ved blandt andet at arbejde med ler, mener han.

En af grundene til, at Eric Landon har høstet så stor opmærksomhed for netop sin måde at dreje ler på, er, ifølge ham selv, at hans teknik er meget langsom og rolig. Af samme grund hedder hans firma Tortus, som betyder 'skildpadde' på latin.

Ventelister vokser

Den verdensomspændende trend med at dyrke pottemagerfaget på hobbyplan er ikke ny. Siden årtusindskiftet har primært de veluddannede kvinder taget den jordnære fritidsinteresse til sig.

Men især i de seneste år har interessen for alvor grebet om sig og er nået bredere ud i befolkningen. Også herhjemme i Danmark, hvor aftenskolerne melder om lange ventelister til keramikkurserne.

- Drejekurserne er helt vildt populære, og de bliver flået væk, så snart de er slået op, lyder det fra FOF i København. Hos AOF er meldingen, at man oplever en generelt stigende tilslutning til de praktiske gør-det-selv-kurser, men at der især er ventelister på keramikholdene.

Også hos de danske forhandlere af pottemagerudstyr har man konstateret en markant voksende interesse fra private kunder.

- I de seneste tre år er vores salg af el-drejeskiver steget med mindst 20 procent, og den største stigning er sket inden for det sidste halve år, siger Brit Markussen, der er direktør for Cerama, som desuden forhandler ovne til brænding af keramik samt 40 forskellige slags ler.

Leret kræver fuldt fokus

På værkstedet i København viser Eric Landon nogle af sine elevers kreationer frem. De er stadig rå og mangler den sidste finish, men for en udenstående er det svært at se, at nogle af dem er lavet af nybegyndere.

Efterhånden som stressen fra hverdagen har lagt sig, og de har fuldt fokus på leret, oplever de pludselig den her helt fantastiske følelse

Eric Landon, pottemager og kursusleder

- Det er meget vigtigt, at hver eneste elev får mindst én succesoplevelse i løbet af kurset. De første dage går det oftest rigtigt dårligt, og de elever, der er helt nybegyndere, opdager, hvor utroligt svært det er at dreje ler. Men efterhånden som stressen fra hverdagen har lagt sig, og de har fuldt fokus på leret, oplever de pludselig den her helt fantastiske følelse af at være i symbiose med leret og med sig selv. Det er yderst vanedannende, siger Eric Landon.

Udover at keramikarbejdet er både meditativt og afstressende, er det samtidig en stor tilfredsstillelse for kursisterne, når de kan tage deres helt egen, håndlavede vase eller kaffekop med sig hjem.

- Jeg tror, at interessen for at skabe nogle helt personlige og unikke ting også hænger sammen med, at vi er trætte af det overforbrug, der er i samfundet. Vi vil gerne investere vores tid, energi og penge i noget, der virkelig har værdi og betydning for os, slutter Eric Landon.

Se premieren på 'Keramikkamp' lige nu på TV 2 PLAY - eller onsdag 3. april klokken 20.00 på TV 2.