Knæk Cancer

’Go’ morgen’ og ’Go’ aften Danmark’ sender fra fem Knæk Cancer-byer

Knæk Cancer-bussen besøger i uge 43 fem danske byer og sætter fokus på kræft. ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ sender direkte fra byerne.

Tv-værterne Puk Elgård og Michèle Bellaiche er i front, når ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ i uge 43 følger med Knæk Cancer-bussen rundt i Danmark. Bussen besøger Aalborg, Herning, Haderslev, Odense og Hillerød, hvor der alle steder foregår en lang række aktiviteter og oplysende initiativer i løbet af dagen.

Men allerede om morgenen – i tidsrummet mellem klokken 7 og 9 – vil der være aktiviteter i den by og på den plads, hvor Knæk Cancer-bussen holder. Her vil Puk Elgård flere gange sende direkte i ’Go’ morgen Danmark’ og bl.a. besøge en dansker i lokalområdet, der har været gennem et kræftbehandlingsforløb, og tale med sundhedspersonale, som gør en forskel.

Borgerne i de fem byer opfordres til at besøge ’Go’ morgen Danmark’, hvor de kan købe deres morgenkaffe i Puk Elgårds kaffevogn og samtidig støtte Knæk Cancer. Puk Elgård vil også igangsætte en indsamling, hvor seerne kan udfordre tv-værten og via sms stemme på, hvad hun skal kaste sig ud i. For hver gang man stemmer, donerer man samtidig penge til Knæk Cancer – og ’Go’ aften Danmark’ følger op på resultatet af indsamlingen.

For Puk Elgård er det en meget personlig – og meget vigtig – sag at være en del af ”den store Knæk Cancer-indsamling, hvor hele Danmark tager kampen op mod den urimelige sygdom”, som hun udtrykker det.

- Jeg har selv haft kræft tæt inde på livet, fordi min mor døde af lungekræft. Jeg var med hende hele vejen og jeg føler med de familier, der sidder i samme situation nu. Cancer er en grusom sygdom, siger Puk Elgård og fortsætter:

- Jeg er selv meget opmærksom på eventuelle sygdomstegn. Jeg bliver tjekket regelmæssigt, og jeg vil hellere gå til lægen en gang for meget end komme for sent. Selv om man er urolig for at blive syg, er det ikke nødvendigvis en god idé at løbe væk. Man kan være nødt til at vende sig om, se angsten i øjnene og sørge for at blive undersøgt.

’Go’ aften Danmark’ klokken 17.25 og 18.25

Efter ’Go’ morgen Danmark’ og de mange aktiviteter i dagtimerne ved Knæk Cancer-bussen sender TV 2 igen direkte tv fra de fem byer, når ’Go’ aften Danmark’ er på skærmen klokken 17.25 og klokken 18.25. Mens Jes Dorph-Petersen er vært i studiet i København, følger Michèle Bellaiche Knæk Cancer-bussen rundt i Danmark. Her er bl.a. fokus på håb i møde med kræftpatienter, der på grund af ny forskning og behandling har holdt kræftsygdommen nede.

Michèle Bellaiche var også i 2015 på tur med ’Go’ aften Danmark’ og Knæk Cancer-bussen, og det var en stor oplevelse.

- Hver og en af de personer, jeg talte med under sidste års Knæk Cancer, gjorde stort indtryk på mig. Jeg er fuld af beundring for de mennesker, der på trods af alvorlig sygdom stiller op for at fortælle deres historier, så der kan komme fokus på, hvor vigtigt det er, at vi står sammen om at hjælpe dem, der er ramt af kræft. Både de syge og de pårørende.

- Sidste år mødte jeg Sallie Nielsen. Hun er ung og var alvorligt ramt af brystkræft. Da hun kom på besøg i programmet, var det nærmest direkte fra operationsbordet. Chancerne for overlevelse var små, men alligevel var hun fuld af håb. Hun havde overskud til at lave sjov, og hun jokede med, at nu ville hun i det mindste spare penge på shampoo. Jeg troede ikke, at hun ville overleve, og jeg blev rigtig rørt, da jeg fik at vide, at hun har klaret den, og jeg glæder mig rigtigt meget til at møde hende igen ved dette års Knæk Cancer, siger Michèle Bellaiche.

Hun håber, at danskerne igen vil samle mange penge ind til bl.a. forskning i behandling af kræft, fordi det nytter og har en enorm betydning for så mange mennesker.

- Noget af det, der er helt særligt, når ’Go’ aften Danmark’ tager rundt i landet i Knæk Cancer-ugen, er at mærke opbakningen fra danskerne. Det er rørende at se alle de mennesker, der møder op for at støtte hinanden og deltagerne i vores programmer. Jeg glæder mig til igen til at opleve den helt særlige stemning af eftertænksomhed, kærlighed og håb, siger Michèle Bellaiche.

Her kan du møde Knæk Cancer-bussen

Mandag 24. oktober i Aalborg: Gammel Torv, 9000 Aalborg

Tirsdag 25. oktober i Herning: Torvet, 7400 Herning

Onsdag 26. oktober i Haderslev: Gravene, 6100 Haderslev

Torsdag 27. oktober i Odense: Flakhaven, 5000 Odense C

Fredag 28. oktober i Hillerød: Torvet, 3400 Hillerød