Dennis overlevede ikke kræften, men nåede at få sit sidste ønske opfyldt

Kræftramte Dennis Dalsgaard nåede at få sit højeste ønske opfyldt - at møde sin søn.

Maiken Marie Elsborg Dalsgaard og Dennis Elsborg Dalsgaard var stadigvæk nyforelskede og havde kun kendt hinanden i et år, da de fik beskeden, der vendte op og ned på alt.

28-årige Dennis Dalsgaard havde fået en kræfttumor i hjernen. Og pludselig skulle det unge par tage stilling til en masse store spørgsmål om fremtiden, såsom huskøb, ægteskab og børn. Det fortalte de om i Knæk Cancer Live, der blev sendt i oktober 2015.

- Dengang Dennis fik kræft, var der rigtig mange beslutninger, vi skulle tage, som jeg ikke føler, at jeg skulle tage som 26-årig, blandt andet skulle vi finde ud af, hvordan vi sikrede hinanden og finde ud af, om vi skulle have et barn, fortalte Maiken i programmet.

'Den her lille knægt skal møde sin far'

Maiken og Dennis besluttede sig for at få et barn sammen, og da Maiken blev gravid, havde Dennis ét stort ønske:

- Jeg har godt nok tænkt rigtig meget over, at den her lille knægt skal nå at møde sin far, og jeg skal nå at møde den lille dreng. Det er grunden til, at han er lavet. Det skal jeg nå, sagde han i showet.

Jeg er simpelthen så glad for, at Dennis og jeg tog den beslutning om at få Pelle, for det er helt sikkert ham, der får mig igennem hverdagen og får mig til at smile og grine

Maiken Marie Elsborg Dalsgaard

Dennis fik sit ønske opfyldt, for cirka tre uger efter programmet kom lille Pelle til verden.

- Dennis var der, så meget han kunne. Han holdt ham meget, og Pelle fik flaske, så vi gjorde meget ud af, at han skulle give ham mad, fortæller Maiken Marie Elsborg Dalsgaard til TV 2 og tilføjer:

- Men han var ikke helt den far, som jeg vidste, han kunne have været, konstaterer hun.

Dennis Dalsgaard har armen rundt om sin nyfødte søn, Pelle
Dennis Dalsgaard har armen rundt om sin nyfødte søn, Pelle Foto: Privatfoto

For kort tid inden Pelle blev født, begyndte Dennis, ifølge Maiken Marie Elsborg Dalsgaard at blive mere og mere træt og lukke sig lidt inde i sig selv, og den 10. december fastslog lægerne, at han nu kun havde nogle få uger tilbage at leve i. Den 1. januar 2016 døde Dennis.

Knæk Cancer

  • I uge 43 sætter TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft. 
  • I Knæk Cancer-ugen vil blandt andet ’Go’ aften Danmark’, ’Go’ morgen Danmark’, 'Vild med dans' og TV 2-regionernes nyhedsudsendelser sætte fokus på kræft. 
  • Du kan følge Knæk Cancer på tv, knækcancer.tv2.dk, Facebook, Instagram og via aktiviteter i hele landet
  • Knæk Cancer kulminerer i et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober

"Skal jeg ringe til vagtlægen eller er jeg for pylret?"

Tilbage står Maiken nu med lille Pelle i et nyerhvervet rækkehus i Tranbjerg ved Aarhus. Familie og venner forsøger at hjælpe til, men hverdagen uden Dennis er selvsagt hård.

- Det går meget op og ned. Lige nu er det rigtig svært, jo længere tid der går, jo mere bliver det virkeligt, siger Maiken og lader tårerne få frit løb.

Jeg tænker pludselig rigtig meget over, hvad der sker, hvis jeg dør - så har Pelle ikke nogen at forældre og heller ingen søskende

Maiken Marie Elsborg Dalsgaard

Det er især i alle dagligdagssituationerne og hverdagsdilemmaerne, hun savner Dennis ved sin side.

- Det der med selv at skulle tage beslutninger omkring Pelle, hvis han for eksempel er syg, er svært. Skal jeg så ringe til vagtlægen, eller er jeg for pylret? Der kan jeg godt mærke, at jeg savner ham at sparre med, jeg har ansvaret helt alene, siger hun og tilføjer stilfærdigt:

- Jeg savner bare at snakke med ham, altså…

Maiken, Dennis og lille Pelle
Maiken, Dennis og lille Pelle Foto: Neigaard Photo

Savner at tale med nogen i samme situation

Maiken er begyndt i en sorggruppe hos Kræftens Bekæmpelse, men de fleste i gruppen er ældre end hende og står langt fra i samme situation som 27-årige Maiken, der har et helt lille barn. Og selvom det, som hun selv formulerer det, ”er godt, at der ikke er mange i samme situation som hende”, savner hun at tale med nogen i præcis samme situation, for det er nogle tunge tanker, hun tumler med.

- Det er nogle helt andre ting, der fylder noget for mig nu, end de ting Dennis og jeg talte om og troede ville fylde. Jeg tænker pludselig rigtig meget over, hvad der sker, hvis jeg dør - så har Pelle ikke nogen forældre og heller ingen søskende. Det fylder rigtig meget, siger hun.

Fortryder ikke beslutningen om at få barn

Til trods for den svære hverdag og det faktum, at Maiken efter eget udsagn på ingen måde er kommet videre, fortryder hun ikke et sekund, at hun og Dennis fik Pelle, selvom de håbede på, at familien kunne få meget mere tid sammen end den halvanden måned, det blev til. 

- Jeg er simpelthen så glad for, at Dennis og jeg tog den beslutning om at få Pelle, for det er helt sikkert ham, der får mig igennem hverdagen og får mig til at smile og grine. Man finder bare en eller anden energi inde i sig selv, når man har ham, siger hun.

Glade Pelle får sig en rutchetur.
Glade Pelle får sig en rutchetur. Foto: Privatfoto

Selvom Pelle har haft en hård start på livet, har han det rigtig godt og virker ikke mærket af det, for eksempel er han netop begyndt i vuggestue, og det tager han i stiv arm.

- Han er bare så glad, tilfreds og tillidsfuld, der har slet ikke været noget, fastslår hun.

Det nytter ikke noget at holde det inde

Maiken Marie Elsborg Dalsgaard har grædt flere gange i løbet af interviewet, men det gør hende ingenting. Hun vil nemlig gerne tale om savnet og have, at folk spørger til, hvordan hun har det. Det er noget, Dennis har lært hende.

- Man kan lige så godt fortælle om det og snakke om det i stedet for at holde det inde – det nytter ikke noget, så kommer det bare igen gange ti. Jeg siger altid til folk, at det er helt okay, at de spørger. Jeg bliver jo ikke mere ked af det, end jeg allerede er, siger hun.

Pelle på besøg ved sin fars gravsten
Pelle på besøg ved sin fars gravsten Foto: Privatfoto

Se hele indslaget om Maiken og Dennis fra Knæk Cancer Live i 2015 herunder.