Knæk Cancer

Karina Frimodt 10 måneder efter kræftoperation: Jeg har været igennem et helvede

Karina Frimodt har kæmpet sit livs kamp, siden hun for et år siden fandt en knude i brystet. Nu vil hun sætte et særligt punktum i kræftforløbet.

Hun mærkede knuden i sit højre bryst under Knæk Cancer-ugen sidste år. På det tidspunkt var den professionelle danser Karina Frimodt travlt optaget af 'Vild med dans', og hun beroligede derfor sig selv med, at det nok var en vandcyste.

I dag - præcis et år senere - har den 38-årige danser næsten lukket døren ind til det helvede, som hun selv beskriver dét, der udsprang et par måneder efter Knæk Cancer. 

KNÆK CANCER

  • I uge 43 sætter Kræftens Bekæmpelse og TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år. 
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
  • Du kan følge Knæk Cancer på TV 2, på knækcancer.tv2.dk, Facebook og via aktiviteter i hele landet.
  • Knæk Cancer kulminerer med et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober.

Det var nemlig ikke en vandcyste, men derimod forstadier til kræft, som lægerne fandt i hendes bryst. 

- Alt ramlede fuldstændig sammen. Man når jo at tænke alle scenarier igennem, især når man har børn. Jeg har været derude, hvor man slet ikke tror, det er muligt, fortæller Karina Frimodt i dag til TV 2. 

Efter to operationer, en rekonstruktion af sit højre bryst og en alvorlig infektion, der lagde hende ned, står hun i dag oprejst igen. Og netop det bliver en særlig dans i fredagens 'Vild med dans knækker cancer' et symbol på for Karina Frimodt.

Se Karina Frimodt og John 'Faxe' Jensens dans fra sidste års 'Knæk Cancer'-uge her:

Her danser John 'Faxe' Jensen og Karina Frimodt samba

Svært at få fjernet brystet

Dagen før nytår fik hun fjernet knuden i brystet og noget omkringliggende væv. To uger efter det blev der dog fundet fire nye knuder i det væv, der var taget ud.

Det betød endnu en operation - og selvom Karina Frimodt på det tidspunkt stadig kunne vælge at beholde sit bryst, valgte hun en anden løsning.

Karina Frimodt NY RIGTIG

Er født 12. september 1978.

Er professionel danser og kendt fra TV 2-programmet 'Vild med dans', hvor hun debuterede i 2010.

Har tidligere danset med Kurt Thybo, Ole Kibsgaard, Rasmus Nøhr, Uffe Holm, John Faxe Jensen og Søren Fauli.

Danner privat par med Kasper Lentz. Parret har sammen sønnen James på to år. Derudover har Karina Frimodt datteren Mathilde på otte år fra et tidligere forhold.

Spillede i 2015/2016 rollen som danselæreren Penny i musicalen ’Dirty Dancing’.

- Jeg ville have en ende på det helvede, jeg var havnet i. Og den bedst mulige måde var at få fjernet brystet og rekonstrueret et nyt, så jeg ikke skulle være bange for, om der var noget tilbage, siger Karina Frimodt.

Torsdag er det ni måneder siden, hun fik fjernet sit højre bryst. Og hun lægger ikke skjul på, at det efterfølgende har været svært at vænne sig til, hvordan kroppen nu ser ud i spejlet.

- Mit bryst var jo en del af mig, min kvindelighed og mit job, hvor jeg ofte danser i tætsiddende kjoler, siger hun.

Påvirkede dansen og børnene

Den 38-årige danser blev efter brystoperationen samtidig ramt af en alvorlig infektion, som betød, at hun i lang tid hverken kunne eller måtte foretage sig noget. 

Og det påvirkede både hendes identitet som danser og som mor til Mathilde på 8 år og James på 1,5 år.

- Jeg kunne ikke lege eller skifte ble på min søn, og det forstod han jo ikke. Så han straffede mig ved at afvise mig. Min datter forstod det godt, men hun var derfor også meget bange for, hvad der foregik med mig, fortæller Karina Frimodt, der derfor sørgede for at være sammen med sine børn på andre måder.

- Når jeg ikke kunne være der fysisk for dem, ville jeg være der rent mentalt, så meget jeg kunne.

Selv blev hun dog også mere og mere nervøs for, om hun nogensinde ville komme til at danse igen. Hendes højre arm var nemlig på det tidspunkt helt stiv, efter at lægerne i december havde opereret lymfeknuder ud derfra.

Jeg har været igennem et helvede, og hvis jeg kan give håb til dem, der står i det nu, er jeg meget glad.

Karina Frimodt

Danser sin kræfthistorie

Karina Frimodt allierede sig derfor med en fysioterapeut - og i sommer nåede hun sit første mål: At blive klar til repremieren på musicalen 'Dirty Dancing', hvor hun skulle spille danselæreren Penny.

- Jeg var lykkelig og nød hver eneste forestilling. Jeg udtrykker mig meget gennem dansen. Det er en stor del af mit liv, og derfor har det også været min terapi at komme tilbage til det, fortæller Karina Frimodt.

Fuld af glæde over at være tilbage blev hun derfor også meget skuffet, da hun sammen med Søren Fauli røg ud som det tredje par i årets 'Vild med dans'. Og derfor glæder hun sig over, at hun på fredag indtager dansegulvet igen i 'Vild med dans knækker cancer'.

Se eller gense Søren Fauli og Karina Frimodt i en tango i dette års 'Vild med dans' her:

Se Søren Fauli og Karina Frimodt i en tango

- Jeg vil gerne fortælle min historie gennem dans. At man kan gå fra mørket til lyset og komme ud på den anden side, hvor man har det godt. Jeg har været igennem et helvede, og hvis jeg kan give håb til dem, der står i det nu, og vise at det nok skal blive godt, er jeg meget glad, siger Karina Frimodt.

Under showet skal hun, sammen med en anden proffessionel danser, danse til sangen 'Don't Give Up'. Og netop den sangtitel er meget symbolsk for, hvordan den 38-årige danser er kommet så langt.

Bliver aldrig det samme

Når Karina Frimodt i dag strækker højre arm, trækker det stadig i brystet. Armen er heller ikke så fleksibel og stærk som tidligere, men hun forsøger løbende at bruge den og presse sig selv. 

- Så jeg har fået følgevirkninger, og det bliver jeg mindet om, hver gang jeg danser. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det, og jeg har stadig tudedage, forklarer Karina Frimodt og tilføjer:

- Men jeg synes, jeg har det godt. Så kan det godt være, at jeg er et bryst mindre, men jeg har trods alt stadig et bryst, og jeg har fået mit liv og min dans tilbage, som jeg på et tidspunkt ikke troede, jeg ville, siger hun.