Hun fik en chance til på tv: Desværre fandt lægerne noget uforudset
Anette Søgaard havde håbet, at en ny eksperimentel behandling kunne hjælpe med at forlænge hendes levetid.
Kræftramte Anette Søgaard var glad og lettet, da hun forlod Vejle Sygehus i programmet ’Eksperiment for livet’, der blev sendt på TV 2 onsdag.
Hun følte, at hun havde fået en chance til.
- Nu er det bare spændende at se, hvordan kroppen reagerer på de her piller. Jeg skal have noget champagne nu. Jeg elsker champagne, sagde hun glad.
Hun havde netop fået at vide, at hun kunne få lov at fortsætte i et forsøg for patienter, der lider af den ret sjældne type brystkræft, hun lider af.
Fandt to små knuder i hovedet
Efter programmet, der blev optaget i sommeren 2017, skulle Anette Søgaard straks i gang med behandlingen, men desværre skete der noget uventet, fortæller hun nu.
- Om aftenen fik jeg influenzalignende symptomer. Jeg tænkte, det er nok lidt ligesom kemo, men det blev bare ved. Jeg kunne ikke holde noget mad inde i mig. Så lavede lægerne mr-scanning af mit hoved og fandt to små knuder på 2 millimeter, forklarer hun.
Den opdagelse har desværre betydet, at 39-årige Anette Søgaard er røget ud af forsøget.
- Anette har fået nogle knuder i hjernen, og hvis det sker, kan man ikke være med i forsøget længere, fordi det kan påvirke og forplumre resultat, og det vil firmaet bag stoffet ikke være med til, forklarer Anettes læge Erik Hugger Jakobsen, der er overlæge på Vejle Sygehus.
Håber på behandling i udlandet
Sammen med Anette Søgaard havde han søgt firmaet bag forsøgsmedicinen og Sundhedsstyrelsen om at få lov at fortsætte med at give Anette pillerne, men det er ikke fået igennem.
- Det er desværre ikke godkendt. Så lige nu fokuserer jeg på at få det lidt bedre, og så vil jeg prøve at søge behandling i udlandet. Jeg håber på at kunne få noget immunterapi i Tyskland, siger hun.
I øjeblikket modtager hun kemo og døjer med besværet vejrtrækning, fordi kræften også har ramt lungerne, men hun er fast besluttet på at finde behandlingsmuligheder, der kan forlænge hendes levetid.
Anettes nye plan
- Jeg har fået at vide, at jeg aldrig bliver helt rask, og det har jeg forholdt mig til. Men hvis de bare kan holde det i bero i 10-15 år, siger hun.
Anette Søgaard har en stor familie omkring sig, der hjælper hende og er med til at holde hendes humør nogenlunde højt.
- Jeg giver ikke sådan op. Der er for mange mennesker i mit liv, der holder af mig, støtter mig og hepper, til at jeg kan det. Jeg har både min kæreste, far og storebror, der støtter mig, og så har jeg lovet min 7-årige nevø, at jeg nok skal være der til hans konfirmation, siger Anette Søgaard.