Kalk kan være den nye kræftdræber
Der går næppe lang tid, før kalk kan begynde stedvis at erstatte kemo i behandling af kræft, mener forskere.
Calcium - i daglig tale kalk – har fået en central rolle i dansk kræftforskning inden for de seneste par år.
Nye Knæk Cancer-støttede forsøg har vist, at kalk er særdeles effektiv til at dræbe kræftceller i kombination med strøm – og med meget få bivirkninger til følge, og metoden er nu på vej til at blive en af behandlingsmetoderne på de danske sygehuse.
- Cellerne kan simpelthen ikke tåle høje niveauer af kalk inde i cellerne, og kræftcellerne er mere følsomme over for det end de normale celler, siger overlæge og kræftforsker Julie Gehl i 'Go’ morgen Danmark'.
Forskningsprojektet har i alt modtaget 1,5 millioner kroner fra Knæk Cancer, og resultaterne er udgivet i flere videnskabelige tidsskrifter, herunder Acta Oncologica og OnceImmunology.
Meget få bivirkninger
Behandlingen med kalk hedder 'calcium elektroporation'. I calcium elektroporation bliver kalken smuglet ind i kræftcellerne ved brug af strøm eller elektriske pulse. Det åbner sprækker i de enkelte kræftceller, og stoffet har så mulighed for at trænge ind i kræftcellerne og dræbe dem.
Indtil videre viser forsøgsbehandlingerne med kalk meget positive resultater med meget få bivirkninger.
- Det har været meget begrænset, hvad der har været af bivirkninger. Der kan komme sårdannelse, men det heler op igen. Der er slet ikke noget med at miste håret eller få kvalme. Kalk er noget, kroppen i forvejen kender og er vant til at udskille, siger Julie Gehl.
På sigt, mener Julie Gehl, at kalk og strøm vil kunne bruges som led i behandlingen mod brystkræft, modermærkekræft og hals- og hovedkræft. Det er de tre typer kræft, man indtil videre har testet behandlingen på, men der skal også laves forsøg med tarmkræft. Derudover afviser Julie Gehl ikke, at den også kan bruges i behandlingen af andre kræftformer.
Kalkåbenbaring
Julie Gehl er en af de førende forskere på kræftområdet. Hun har i mange år både forsket med kemobehandling med elektroporation samt genterapi i kræftbehandling.
Og det var i forskningen med gener, at hun pludselig opdagede de brugbare egenskaber ved kalk.
- Jeg arbejder meget sammen med andre, så vi havde lavet noget om genterapi, og der havde vi set, at cellerne blev påvirket, hvis kalkindholdet blev for højt. Så snakkede vi om, at det skulle vi prøve på kræftceller, men vi havde rigtig travlt, så det måtte vente, men vi havde en fornemmelse af, at det her var noget, vi skulle, siger Julie Gehl.
En specialestuderende hjalp Julie Gehl videre med de første afgørende forsøg.
Det er fem år siden, forsøgene med kalk begyndte, og det er gået stærkt, da det har været muligt at springe en masse trin over, da kalk allerede er godkendt som medicin.
- Vi kunne hurtig komme i gang, fordi calcium var godkendt. Normalt kan det tage op til 10 år at få ny medicin godkendt, så det var også ret unikt, siger Julie Gehl.