Kan en rygerlunge fra en kræftpatient få unge til at kvitte smøgerne?

Tre unge rygere fik sig en øjenåbner, da de så en betændt rygerlunge på Rigshospitalet.

- Skræmmekampagner mod cigaretter er ikke noget, der påvirker mig, indrømmer Christian Rymann Christensen. Han er 20 år og ryger dagligt.

Sammen med to andre unge rygere fra Fyn har TV 2 inviteret ham på Rigshospitalet i København. De unge skal se en rygerlunge, der er opereret ud af en lungekræftpatient. Spørgsmålet er, om det kan påvirke dem til at holde op med at ryge.

- Jeg tror faktisk ikke rigtigt, der er noget, der kunne påvirke mig til at stoppe med at ryge. Det er udelukkende mig selv, der skal have lyst til det, siger Magnus Husted Wester på 17 år, der også er med på Rigshospitalet.

Unge rygere føler sig udødelige

Udtalelserne fra de unge rygere er typiske, lyder det fra Charlotta Pisinger. Hun er professor i tobaksforbyggelse ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse

- Unge føler sig udødelige. At rygning er skadeligt preller af på dem. Når man er 16 år gammel, så synes man, at 30-årige er halvdøde, siger Charlotta Pisinger.

Rygning blandt unge er kommet i fokus igen, fordi antallet af rygere i alderen 16-24 år er begyndt at stige igen. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

En øjenåbner

På Rigshospitalet ser de tre unge en rygerlunge, som for nylig blev taget ud af en lungekræftpatient.

- Der, hvor der skulle være normalt lungevæv, der har man nu en byld eller betændelsesreaktion, fortæller overlæge Birgit Guldhammer Skov, mens hun tager en del af betændelsen ud af lungen.

De tre unge synes tydeligvis, at synet er ulækkert.

- Det er virkelig grænseoverskridende at se, men det er også en øjenåbner, siger Sarah Kristensen på 18 år.

Overlægen skærer lungen over, så de unge kan se ind i midten.

- De sorte pletter og streger på lungen - er det på grund af rygning? spørger Christian Rymann Christensen.

Overlægen svarer ja.

- Det åbner ens øjne for, hvad der i realiteten sker ved ens lunger, når man ryger længere tid ad gangen, siger 20-årige Christian Rymann Christensen.

Men påvirkningen varer kun ganske kort. Udenfor Rigshospitalet tænder han straks en cigaret.

- Der skal lidt mere til end det der for at få mig til virkelig at tænke over konsekvenserne, siger han.

100 kroner for cigaretter

Oplysning alene kan da heller ikke få de unge til at kvitte smøgerne, advarer professor Charlotta Pisinger.

- Vi mangler lovgivning. Cigaretter kan købes overalt, og de er for billige, siger hun.

Norge er blandt de lande, hun fremhæver, når det handler om løsninger. Her er antallet af unge rygere faldet fra cirka 15 procent for ti år siden til cirka fem procent i dag. Det skyldes blandt andet, at en pakke cigaretter koster 90-100 kroner i Norge.

- De unge siger selv, at prisen er vigtig. Mange af dem siger, at de gerne vil holde op, og hvis det var dyrere at ryge, så ville de stoppe. Hvis jeg skulle pege på én ting, så skulle cigaretterne koste mindst 100 kroner i Danmark, siger Charlotta Pisinger.

Ud over prisen har Norge blandt andet også indført neutrale cigaretpakker uden farver og røgfri skoler, hvor eleverne ikke må ryge i frikvartererne.

Et skub i den rigtige retning

Tilbage på Rigshospitalet reflekterer de tre unge over den betændte rygerlunge, de netop har set.

-  Det fik mig til at tænke over, hvor smart det egentlig er at ryge, siger 17-årige Magnus Husted Wester. Han vil gerne stoppe med at ryge på et tidspunkt – bare ikke lige nu.

- Det har helt sikkert givet mig et skub i den rigtige retning at have set det der. Men det er bare meget nemmere at sige end at gøre, siger han.

- Jeg blev da lidt forskrækket over det. Det var både spændende, men samtidig også rigtig ubehageligt, siger Sarah Kristensen på 18 år.

Ingen af de tre unge har dog besluttet sig for at stoppe rygningen med det samme, efter de så rygerlungen på Rigshospitalet.