Otteårig fik hjertestop i 14 minutter - da hun vågnede, kunne hun hverken gå, se eller tale
I flere dage trak en respirator vejret for Sif. Men familien mærkede, at hun var derinde et sted. Nu handlede det om at få hende tilbage.
Hendes ben var kolde, det samme var armene. Sabine Vedel kiggede opmærksomt på sin otteårige datter Sif, der lå i sengen på Rigshospitalets intensivafdeling.
Sif smilede og snakkede med lægerne omkring sig. Det var svært at forstå, at hun kort tid forinden havde haft et krampeanfald på kræftafdelingen. Hvorfor det var sket, var lægerne ved at undersøge.
Sabine Vedel rejste sig for at hente en trøje på en anden stue. Men da hun kom gående tilbage ad gangen, løb Sifs far hende i møde. Sif var gået i krampe igen, fortalte han.
Få sekunder efter kom lægen ud til dem.
- Sif har fået hjertestop, lød hans besked.
Nulstillet som otteårig
Hvert år bliver 200 børn ramt af kræft - en tredjedel får diagnosen leukæmi, også kaldet blodkræft. En af dem, der er blevet ramt, er Sif Schow.
Igennem halvandet år har TV 2 fulgt hende og to andre børn på Rigshospitalets børnekræftafdeling i dokumentaren ‘Stuegang med Breinholt’.
Sif var otte år, da hun fik diagnosen akut leukæmi (ALL). I dag - 3,5 år senere - er hun blevet erklæret sygdomsfri, men forløbet sidder stadig i hende og familien - og det vil særligt én episode altid gøre.
I 2015 fik Sif hjertestop. I 14 minutter var hun død, og da lægerne scannede hendes hjerne, var den helt sort.
Mod alle odds overlevede den lille pige. Men da hun langsomt vågnede, kunne hun ikke se, tale eller gå. Hun var nulstillet.
Lige siden har familien stillet sig selv spørgsmålet: Vil Sif nogensinde blive helt den samme igen?
De blå mærker
Otteårige Sif havde langt, lyst hår, før hun blev syg. Hun var aktiv og elskede at synge, danse og ride på heste ved siden af skolen.
Egentlig skulle hun have været på ridelejr i foråret 2015. Men i april begyndte Sif at ændre sig.
Hendes mor, Sabine, bemærkede, at hun var blevet mere bleg, og at hun tit blev forpustet på vej til skole. Hun skød det væk med vinterbleghed og dårlig kondition, men så begyndte Sif også at få flere blå mærker på kroppen, som ikke forsvandt igen.
Sabine Vedel tastede alle symptomerne ind i søgefeltet på Google. Resultatet blev stribevis af sider, hvor ordet leukæmi gik igen. Hun lukkede computeren ned det samme. Skulle Sif have kræft?
Det virkede fjernt, og lægens besked lød da også, at Sif var sund og rask. De mange symptomer forsvandt dog ikke, og samtidig så Sabine Vedel sin datter blive mere indelukket. Til sidst valgte lægen at få taget en blodprøve for kyssesyge.
Sabine Vedel stod i stuen hjemme i huset i Præstø, da lægen ringede med svaret.
Sif havde fået leukæmi, og Rigshospitalet ventede allerede på dem.
Sabine Vedel husker, at benene forsvandt under hende, og at det eneste, hun kunne sige, var: “Skal mit barn dø?”
For hende var diagnosen kræft noget, man døde af. Og det gjorde Sif også. Men de var heldigvis det rigtige sted, da det skete.
Er det vores liv nu?
Første gang familien trådte ind på Rigshospitalets børnekræftafdeling, så de skaldede børn med små slanger i næsen. Nogle græd, andre grinede. Det samme gjorde de forældre, der stod på gangen.
Det undrede Sabine Vedel, at de kunne grine, når deres børn var dødeligt syge. Men efter kort tid opdagede hun, at det var en måde at overleve på i den absurde virkelighed.
- Hele ens liv stopper, når ens barn får konstateret kræft. Heldigvis ved små børn som Sif ikke, at de kan dø af det - og det fortalte jeg hende heller ikke. Jeg fortalte, at hun havde fået kræft, og at det var en alvorlig sygdom, siger Sabine Vedel.
De første måneder med intensiv kemoterapi var Sif som mange andre kræftsyge børn plaget af bivirkninger til behandlingen. Hun fik svære infektioner, angst og kravlede rundt i sengen og tiggede om at få lov at sove.
I en lang periode turde Sabine Vedel aldrig at pakke tasken ud, når de var hjemme. Det næste øjeblik kunne Sif få det dårligt, og så var der én vej: Rigshospitalet.
Langsomt vænnede hendes krop sig dog til kemoen og reagerede også godt på den.
Hun begyndte i skole de dage, hvor hun havde det godt, men en dag - mandag 23. november 2015 - fik hun voldsomme mavesmerter.
Kolde arme og ben
Sif blev igen indlagt akut på Rigshospitalet. Men før lægerne fandt frem til en årsag, gik hun pludselig i krampe på vej ud på toilettet.
En scanning viste, at hun havde betændelse i bugspytkirtlen – en hyppig og alvorlig bivirkning ved et af de kemoforløb, som Sif skulle igennem.
For at slå betændelsen ned skulle Sif have antibiotika og masser af væske.
Mens hun lå i hospitalssengen, kunne Sabine Vedel mærke, at hendes datters arme og ben blev mere kolde. Sif begyndte at trække vejret hurtigere og kastede eksplosivt op. Hun kunne heller ikke tisse trods de store mængder væske, bemærkede hendes mor. Derfra valgte lægerne at overflytte Sif til intensiv.
Uroen spredte sig i Sabine Vedel.
- Hvad sker der lige med mit barn?
Imens havde Sif fået morfin for at dæmpe smerterne. Hun snakkede og smilede til lægerne på intensivafdelingen, og derfor var det svært at forudse, hvilken vej det ville gå næste dag.
Klokken var to om eftermiddagen, da Sif fik sit andet krampeanfald. Pludselig kom folk i hvide kitler løbende fra alle sider, husker Sabine Vedel.
Hun stod midt på gangen med en følelse af ikke at kunne være i sin egen krop, da lægen sagde ordene: “Sif har fået hjertestop”.
- Alle omkring mig skulle bare gå væk. På et tidspunkt blev der råbt: “Få forældrene ind”. Der kan jeg huske, at jeg tænkte: "Nu skal jeg ind og sige farvel til mit barn".
Inde på stuen lå Sif livløs midt på briksen. Voksne mænd i hvide kitler pressede deres vægt ned mod hendes bryst igen og igen for at få hjertet i gang. Sabine Vedel kunne ikke være der.
Hun forlod stuen, mens tankerne blev ved med at køre: “Var det de otte år, vi nåede at få?” Straks mærkede hun, at hun ikke kunne lade sin datter ligge derinde alene.
- “Mor kommer ind”, husker hun, at der var en, der råbte.
Hun satte sig på hug ved Sifs hoved. En ældre læge lagde kortvarigt hånden på hendes skulder og sendte hende et blik, hun aldrig vil glemme.
I 14 minutter var Sif død.
Hun kommer tilbage
Ved at prikke hul og fjerne væsken i hendes krop og dermed det store tryk på hjertet fik lægerne genoplivet hende. Men i de 14 minutter, hvor alt stod stille, havde Sifs hjerne ikke fået ilt.
I 10 dage svævede hun mellem liv og død. Her trak respiratoren vejret for hende. En MR-scanning viste, at Sifs hjerne var dækket af sorte plamager - et tegn på svære skader på hjernen.
- Lægerne fortalte os, at vi skulle være heldige, hvis Sif overhovedet åbnede sine øjne igen, husker Sabine Vedel.
Hun nægtede at tro på det. Sif var derinde et sted, og nu handlede det om at få hende tilbage.
Mens hun lå i respiratoren, spillede familien musik - klassisk musik, men også Sifs egen playliste med Rasmus Seebach og Lukas Graham.
Der sad altid én fra familien, nat og dag, i en stol ved hendes seng.
- Jeg vaskede hende, masserede hende, sang for hende og sørgede for, at hun ikke lå på sine ledninger, for det var det eneste, jeg kunne, siger Sabine Vedel.
Efter 12 dage begyndte Sif at åbne øjnene. Hun trak nu vejret selv. Men hun kunne hverken se, tale eller bevæge sig, og de store mængder medicin gav hende voldsomme abstinenser og hallucinationer.
- Jeg havde lyst til at stikke af med mit barn og bare løbe. Tilbage i tiden før alt det her skete. Vi var så fanget, og Sif var så fanget i sin egen krop, siger Sabine Vedel.
Men så begyndte Sif at bevæge den ene arm.
De første skridt
Langsomt kunne hun også bevæge munden, når hun hørte 'Mester Jakob', som hun kendte, fra hun var lille.
Få uger senere trådte hendes ene ben forsigtigt foran det andet. Synet var stadig svækket, men lyde fra mor og far signalerede retningen.
53 dage efter hjertestoppet kørte hun for første gang rundt på en trehjulet cykel på Rigshospitalets gange.
Nu med synet tilbage.
Det gik konstant fremad, og i marts var Sif så frisk, at hun kunne genoptage den sidste del af kemoforløbet.
Ingen vidste, hvordan hendes krop ville reagere på behandlingen, og om hun ville gå i krampe igen. Men de voldsomme bivirkninger udeblev.
30 dage før Sif var færdigbehandlet, hang de et målebånd op, som hun hver dag kunne klippe et tal af.
Til sidst var der kun en dag og en kemopille tilbage.
I dag er 11-årige Sif sygdomsfri - det blev hun erklæret i foråret 2018. Men på mange måder er familien alligevel ikke helt fri af forløbet.
- Vi skulle lære at leve med en angst – og den bliver man nødt til at finde et sted til i kroppen. Men den ligger heller ikke længere væk, end at korthuset vælter ved det mindste tegn, der minder om dengang, hun blev syg.
Det prøvede de for et halvt år siden.
Sif havde igen fået små mærker flere steder på huden. Der gik et sug igennem hele familien, da det blev opdaget.
- Der væltede det hele for mig. Jeg fik migræne og kunne ikke holde noget væske eller mad i mig, fortæller Sabine Vedel.
Lægerne undersøgte igen Sif fra top fra tå. Og her blev risikoen for tilbagefald for første gang meget tydelig for hele familien. Også for den 11-årige pige.
- Livet er så skrøbeligt. Det er der, lige indtil der er en, der igen fjerner tæppet under dig, Sabine Vedel.
Lægerne kunne ikke forklare, hvorfor de røde pletter var opstået, men det var ikke leukæmien, der var vendt tilbage. Da lægen ringede og fortalte det, græd Sabine Vedel af lettelse.
En helt almindelig pige
I dag arbejder familien på at komme tilbage til et normalt liv. Sif går i almindelig folkeskole på samme klassetrin som sine jævnaldrende. Hun går til teater og svømning og rider på sin egen hest.
Motorisk og socialt er hun helt sig selv igen, men kognitivt er hun ikke helt tilbage endnu.
Hun har besvær med hukommelsen, men præcist hvor meget skade hjernen har taget af iltmangel og kemoterapi, er svært at sige.
- Den nyeste scanning viste kun en lille sort plet på Sifs hjerne, og vores børnekræftlæge mener, at det godt kunne have været kemoterapien, der fik den forrige scanning til at se helt sort ud, siger Sabine Vedel.
Ligesom at tale, se og gå er der mange ting, som Sif har skullet lære forfra. Hendes forældre mærker hele tiden efter, hvornår hun er klar til at tage det næste skridt.
Det bliver at lære ting som klokken, at tage bussen selv og få styr på, hvad penge er.
Samtidig skal Sabine Vedel selv vænne sig til tanken om at vende tilbage til arbejdslivet. De seneste tre år har hendes fokus været datterens helbred.
- Jeg savner at komme i gang med noget. Men jeg savner det ikke mere, end jeg skal være tryg ved, at min datter kan selv, siger hun.
Lige nu håber hun, at tiden arbejder med dem, ligesom den har gjort det de seneste år. Familien skal bare tage et skridt af gangen.
- Lige nu ser vi tiden an og lever efter, at vi selvfølgelig aldrig skal se skyggen af leukæmi igen. Men frygten ligger stadig i baghovedet.
Mød Sif og hendes familie i 'Stuegang med Breinholt' allerede nu på TV 2 PLAY, eller når programmet sendes på TV 2 torsdag den 25. oktober klokken 20.00.