Lone Dybkjær er uhelbredeligt syg af kræft: - Jeg vil ikke sætte mig ned og vræle
Både i sit privatliv og som politiker har Lone Dybkjær været vant til modstand. Men den 79-årige kvinde nægter at have ondt af sig selv.
I august i år fik hun den hidtil værste besked i det sygdomsforløb, der har præget hendes liv siden 2011.
Den kræft, hun havde i lungerne, havde skabt metastaser i leveren.
De piller, hun tog for at holde det nede, virkede ikke mere.
Alle gængse behandlingsmuligheder var udtømt for den tidligere radikale minister og statsministerfrue Lone Dybkjær.
I dag er eksperimentel behandling den sidste mulige løsning.
- Jeg vidste godt, at jeg levede på lånt tid. Men nu ser det ud til, at lånetiden bliver lidt kortere, siger 79-årige Lone Dybkjær to måneder efter, hun fik beskeden.
Hun sidder i køkkenet i det lille stråtækte sommerhus i Tisvilde i Nordsjælland, som hun har med sin mand, Poul Nyrup Rasmussen.
Ude i haven, hvor luften er kold og våd af efterår, er Danmarks tidligere statsminister på vej over i det opvarmede anneks for at læse.
Han var også med på sygehuset, da Lone Dybkjær fik at vide, at kræften havde spredt sig.
- Ingen mennesker må gå alene til samtaler med læger, for man hører kun det halve, siger hun.
- Poul er en meget aktiv deltager, som man måske kan forestille sig.
Hun smiler. Men det var ikke en ”morsom meddelelse”.
- Det må være meget hårdt for ham at være pårørende, for man står bare der på siden og kan ingenting gøre. Det ved jeg, for jeg har selv prøvet det.
En hårdt prøvet familie
Det er ikke første gang, at familien Dybkjær Rasmussen har haft død og sygdom inde på livet.
Familien har været hårdt ramt.
Som 21-årig mistede Lone Dybkjær sin mor til brystkræft. Og da Lone Dybkjærs egen datter Lotte var 21 år, fik hun konstateret sklerose. En sygdom, hun levede med i tyve år, før hun døde som 41-årig i 2013.
Også Lone Dybkjærs mand, Poul Nyrup Rasmussen, mistede sin datter Signe, der valgte at tage sit eget liv i 1993.
Lone Dybkjær er blevet hårdfør.
Hun nægter at have ondt af sig selv.
- Poul og jeg har hver haft en datter, der ikke fik lov at leve det fulde liv, vi havde undt dem. Og så synes jeg altså ikke, at jeg kan sætte mig ned som 79-årig og vræle, siger Lone Dybkjær.
I stedet bruger hun energi på at være taknemmelig. For de to døtre hun fik. Og for sine knap fyrre år i dansk og europæisk politik.
Hun er glad for de resultater, hun opnåede som folketingsmedlem for De Radikale, som miljøminister og som europaparlamentariker, inden hun i 2011 forlod politik.
Kræften spredte sig
Samme år fik hun konstateret brystkræft, men sygdommen blev opdaget i tide. Hun blev opereret, fik strålebehandling og hormonpiller, mens hun fortsatte med at gå til kontrol for brystkræften.
I begyndelsen af forløbet viste et røntgenbillede også en lille plet på lungen. Hun blev scannet igen for at se, om der var ændringer. Det var der ikke, og scanningerne blev stoppet.
Lægerne mente ikke, at det var alvorligt og sagde, at Lone Dybkjær skulle vende tilbage, hvis hun begyndte at mærke noget. Hun stolede på lægernes vurdering og faglighed.
Det fortryder hun i dag.
For da hun endelig begyndte at mærke den forandring på lungen, der havde været der længe, var det for sent. Det havde udviklet sig til kræft, der havde spredt sig, hvilket ifølge Lone Dybkjær kunne være undgået, hvis hun havde fortsat med scanningerne.
Hun mener derfor, at der er sket en lægefejl. Og opfordrer andre til at være mere opmærksom, end hun havde overskud til at være, for at få den retmæssige behandling i rette tid.
- Men det overskud havde jeg ikke, for det var omkring den tid, hvor min datter døde, så der tænkte jeg ikke så meget på mig selv, siger hun.
Det er der ikke noget at gøre ved nu. Og Lone Dybkjær har valgt ikke at klage. Det eneste, hun kan håbe på, er en eksperimentel behandling med immunterapi.
Nu vil Lone Dybkjær have det bedste ud af den tid, hun har tilbage. Det gør hun bedst ved at fortsætte sit liv, som om hun ikke var syg.
Det betyder blandt andet, at hun fortsat følger tæt med i politik.
Stærkt politisk engageret
Der er nok at gå op i. Både herhjemme, hvor der er kommet en ny regering, og i USA og Storbritannien, hvor to ”interessante mænd” er ved magten.
På spisebordet ligger dagens Politiken samt et avisudklip af en kronik, i stuen ligger det politiske og økonomiske magasin The Economist.
Ude i annekset sidder Lone Dybkjærs ”egen private nyhedskanal, nemlig Poul”.
- Vi diskuterer, hvor verden er på vej hen, hvilken udvikling vi står over for, og hvordan den politik, der bliver ført nu, vil påvirke vores samfund.
Hun går også til idéhistorie med nogle venner, hun følger en forelæsningsrække om Weimarrepublikken på Folkeuniversitetet og går lange ture i Tisvilde Hegn langs vandet, spiller bridge og ser sin datter og to børnebørn så meget som muligt.
Og nyder ”tiden med Poul”, der har sat serviceniveauet i hjemmet markant op.
- Poul står på tæerne for mig, men det har han nu gjort længe. Maden skal sættes på bordet foran mig, før jeg rigtigt spiser noget, så al den slags står han for, siger Lone Dybkjær og smiler.
Holdt mors dødsdom hemmelig
Hun troede, at hun havde sin fars gener. At hun ligesom ham ville blive mindst 94 år og være stærk til det sidste. Og ikke som sin mor dø af kræft.
Inden moren døde af kræft, tog 21-årige Lone Dybkjær sammen med sin far en beslutning, hun i dag betragter som kontroversiel.
En beslutning, der nok har hærdet hende tidligt i livet.
Efter at have talt med familiens huslæge stod det klart, at moren kun havde et år tilbage at leve i. Men sammen med sin far valgte hun at holde den information hemmelig for moren.
- Vi vidste ikke, om det var det rigtige at gøre, men det var det valg, vi tog. På en vis er det utroligt, at man gør det, siger Lone Dybkjær i dag.
- Men måske var uvisheden også rar for min mor. Og hun har ikke spurgt, så måske ville hun helst ikke vide det.
- Jeg er her endnu
Måske vidste moren det godt alligevel. Måske benægtede hun det bare. Lidt som hun selv gør i dag.
- Jeg kommer til at dø af min sygdom, men det er ikke en del af min dagligdag at tænke på det. Det er noget, der ligger engang ude i fremtiden, som jeg tror varer hundrede år, siger hun og smiler. Og må rømme sig.
Hosten, der indimellem afbryder hende, er eneste synlige tegn på, at Lone Dybkjær er syg. Udover det mærker hun kun lidt træthed.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg er her endnu. Jeg lever, og jeg fortsætter, så godt jeg kan.
Der er masser at leve for, synes hun.
- Selvom jeg ved, at det ikke varer evigt.