Knæk Cancer

'Vild med dans' får anderledes twist fredag - her er de tre nye dansere

Tre kræftramte danskere skal på dansegulvet i fredagens udgave af 'Vild med dans'.

Fredagens 'Vild med dans'-show bliver ikke som de tidligere fredage.

Denne fredag er danserne nemlig rykket ind på Det Kongelige Teater til en Knæk Cancer-specialudgave af showet. Her skal tre danskere, der har haft kræft inde på livet, danse med hver deres professionelle danser, for at samle penge ind til lørdagens 'Knæk Cancer'-show.

Udover de tre danskere, skal de syv tilbageværende kendte par danse hver deres individuelle dans og en fælles wienervals. Men denne gang er der ingen par, der bliver sendt hjem. Deres dommerpoint overgår i stedet til næste uges show.

Nedenfor bliver de tre dansere præsenteret:

Marc Christensen og Charlotte Langer Mortensen danser fredag aften.

Navn: Charlotte Langer Mortensen

Alder: 29 år

Sygdom: Brystkræft

Dansepartner: Marc Christensen

Charlotte Langer Mortensen fandt en knude i brystet i december 2017. På dette tidspunkt var hun 27 år. Den viste sig at hun har arvet et gen, der gør hende mere disponeret for at få brystkræft. Brystkræft er arvelig i cirka 5-10 procent af tilfældene. Brystkræft kan nedarves til en kvinde fra slægtninge i både hendes mors og fars familie.

Charlotte Langer Mortensen har været igennem en operation, og i dag holder lægerne øje med hendes æggestokke og æggeledere. Charlotte Langer Mortensen blev gift midt under sin kemobehandling.

Hun er med i 'Vild med dans', fordi dans kom til at betyde meget for hende under hendes kræftforløb. Hun dansede med sin mand hjemme i stuen - både når de havde fået en god og en dårlig besked af lægerne.

Katrine Bonde og Theis Nybo danser fredag aften.

Navn: Theis Nybo

Alder: 25 år

Sygdom: Modermærkekræft

Dansepartner: Katrine Bonde

Theis Nybo fik som 22-årig konstateret modermærkekræft i 2016. Theis fik fjernet et større område omkring modermærket. Men en undersøgelse med sporstof viste, at kræften havde spredt sig til lymfekirtlerne. Over 30 kirtler under hans arme skulle fjernes. I starten af sygdomforløbet talte han ikke rigtig om det, men da han kom i kontakt med Kræftens Bekæmpelses gruppe for unge med kræft, åbnede han op. Han føler, at det har været en kæmpe hjælp.

Den 13. april 2016 kunne Theis skrive på Facebook, at han var kræftfri, men det varede ikke ved. Theis Nybo fik tre tilbagefald. Det seneste i juli måned 2019.

I dag får Theis Nybo forebyggende immunterapi, for det ser ud til, at den første immunterapi har holdt kræften nede.

Mads Vad og Betinna Jørgensen danser fredag aften.

Navn: Betinna Jørgensen

Alder: 53 år

Sygdom: Endetarmskræft

Dansepartner: Mads Vad

Betinna Jørgensen fik konstateret endetarmskræft i 2013. Hun fik stråler og kemo og blev derefter opereret.

Ved en kontrol i december 2016 fik hun et tilbagefald, der slog benene væk under hende. Hun blev opereret igen og fik en permanent stomi. I dag er hun kræftfri, men både hun og lægerne er opmærksomme på, at risikoen for tilbagefald er til stede. Kræften har givet Betinna Jørgensen et andet livssyn. I dag er hun blevet bedre til at sige pyt, men hun syntes også, at det var svært at begynde at leve igen, for tør man det?

Betinna Jørgensen har tidligere arbejdet som pædagog, men stress, senfølger og endnu en operation for at fjerne arvæv i underlivet førte i efteråret 2018 til, at hendes læge indstillede hende til en førtidspension.

I stedet har hun i dag kastet sig over frivilligt arbejde under Kræftens Bekæmpelse.