Knæk Cancer

Da han troede, det var slut, spurgte hans mor, om de skulle dele en flaske hvidvin

Jakob Fauerby har fundet ud af, at lykke og sorg bor tæt på hinanden. For han mangler sin mor at dele sine største øjeblikke med.

For otte år siden døde Jakob Fauerbys mor. Og han var på ingen måde klar. Men med hendes hjælp lærte han, hvordan han kunne leve videre uden hende.

Engang var efteråret Jakob Fauerbys yndlingsårstid. Han elskede farverne. Han elskede duften.

Men siden 2011 har synet af de rødbrune blade gjort ham mærkelig melankolsk og fuld af sorg.

Pludselig blev det som om, at efteråret gav ham en tidlig form for vinterdepression. Og først efter et par år gik det op for ham hvorfor.

Han fandt ud af, at tiden på et ubevidst plan måtte minde ham om de måneder i 2011, hvor han mistede det vigtigste menneske i sit liv.

Sin mor.

Jakob Fauerby beskriver sin mor som en, der kendte ham så godt, at hun kunne forklare hans handlinger bedre end ham selv.

Var på ingen måde klar til at miste

Hun blev kun 55 år gammel og døde efter et år med aggressiv lymfekræft, der spredte sig fra lunger til nyren, leveren og rygsøjlen.

Da det stod klart, hvor alvorligt det var, tog Jakob Fauerby orlov fra sit arbejde for at bruge al den tid, der var tilbage, sammen med hende.

Hans orlov kom til at vare to måneder, og hun gav ham lov til at være der.

På de sidste to rejser til Berlin og Rom, som hun bare skulle nå at opleve. På sygehuset, når alle undersøgelsessvar skulle overleveres. Og derhjemme i byhuset på Falster, da der ikke var mere at gøre.

- Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv. Og noget af det bedste, hun gjorde for mig, siger skuespilleren, der fredag går på scenen på Det Kongelige Teater, hvor 'Vild med dans' samler ind til Knæk Cancer.

- Ved at give mig lov til at være der og være virkelig ked af det og bange, fik hun lov til at være min mor og kunne trøste mig, siger han.

- For jeg havde virkelig brug for min mor. Jeg var slet ikke parat til at skulle leve i en verden uden hende.

Men da dagen kom, fandt han ud af, at han alligevel var mere forberedt, end han troede.

Hun fik ham til at turde

Hele sit voksne liv havde Jakob Fauerby talt med sin mor i telefonen hver dag. Og de stoppede aldrig med at tale sammen.

Hun talte med ham om hendes frygt for at dø. Om hans frygt for at miste hende. Om accepten af, det var vilkåret. Og lysten til at leve en masse, inden det hele var forbi.

Samtidig udviklede de en 'galgenhumor', som gjorde, at de også kunne grine af den situation, de sad i.

Hvis man tør tale om det barske, det farlige, det man frygter, så kommer der en forberedelse

Jakob Fauerby

Ærligheden og humoren gav afklaring hos dem begge.

- Hvis man tør tale om det barske, det farlige, det man frygter, så kommer der en forberedelse, siger Jakob Fauerby.

- Det turde hun, og derved fik hun også mig til at turde.

Sidste år delte Jakob Fauerby dette opslag om sin mor på Instagram:

Livet er for kort til andet end Chablis

Der gik kun 13 dage, fra lægerne stoppede behandlingen, til Jakob Fauerbys mor døde.

Som dagene gik, blev hun sværere at få kontakt med. Faktisk troede han, at hun ville dø den nat, han havde fået selskab af sin kæreste Anders, som han siden er blevet gift med, og deres fælles veninde Rebecca.

Men i stedet vågnede hun op og spurgte, om de skulle dele en god flaske Chablis.

- Livet var for kort til andet, mente hun. Så han hentede en flaske i kælderen og hældte hvidvinen op i hendes lille kop med drikketud.

Og så grinede de. Og græd, snakkede og hyggede sig i de to timer, der gik, inden hun faldt i søvn.

Jakob Fauerby sluttede aldrig en samtale med sin mor uden at sige, at han elskede hende.

Næste morgen sov hun stille ind. Og selvom hans verden væltede, stod Jakob Fauerby med en helt ren følelse.

Savnet var enormt, sorgen var knusende. Men han fortrød ingenting. Han havde fået sagt alt det, der var at sige. Og det ser han i dag som en gave.

For Jakob Fauerby har lært, at man godt kan gå ud i verden med en ekstrem sorg og et ekstremt savn.

- Men jeg tror, at det er rigtig svært at gå ud i verden med ekstrem sorg, ekstremt savn og fortrydelse oveni, siger han.

Jakob Fauerbys nærmeste rummede hans sorg i tiden efter hans mors død. De lod ham tale om savnet og accepterede, hvis han ville tidligt hjem, selvom de var ude. Derudover er de aldrig stoppet med at tale om hans mor. - Det er enormt vigtigt for mig, siger han.

En kærlig tanke til farmor

Jakob Fauerby har drukket Chablis med et smil på læben lige siden. Men han tager stadig sig selv i at tænke: ”Gud, jeg skal ringe til mor og fortælle det her”.

Det skete sidste gang for en uge siden.

Her oplevede han det, der gør, at efteråret i fremtiden nok vil få en anden klang for ham.

Få timer inden sidste fredags 'Vild med dans' kom Jakob Fauerbys datter til verden.

Han blev far til den lille pige, han har ventet sammen med Anders og Rebecca.

De har kaldt hende Anna. Som en kærlig tanke til den farmor, hun aldrig nåede at møde.

For Jakobs mor hed Anni. Og de overvejede at give datteren samme navn, men Anni var aldrig selv helt glad for det.

Derfor blev det Anna i stedet for.

Se 'Vild med dans Knæk Cancer' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.