Landmand søger kærlighed

22-årige Ruud: Hun må godt kunne sætte mig på plads

22-årige Ruuds venner meldte ham til programmet 'Landmand søger kærlighed', og han er helt klar til at møde piger.

Det er ikke den 22-årige Ruud, der selv har meldt sig til programmet 'Landmand søger kærlighed'. Det er hans venner. Men det holder ikke den dansk-hollandske Ruud fra at springe ud i det og søge kærligheden. 

- Jeg tænkte, at det kunne der vist ikke ske noget ved at prøve. Det skulle jo ske på et eller andet tidspunkt, at jeg skulle finde en. Men det er vist mine venners måde at sige, at jeg skal komme i gang, fortæller Ruud til TV 2. 

- Jeg synes, at det var lidt grænseoverskridende, men også lidt sjovt, at de bare meldte mig til.

Ligesom Ruuds venner håber han selv på, at han finder en kæreste. Eller at han i det mindste udvikler sig af at deltage i programmet.

- Jeg håber måske at finde en kæreste eller at blive klogere på mig selv, og at der er mere i livet end bare arbejde. Jeg tror, det er lidt en kombination. Og så kan jeg blive bedre til at gøre nogle sociale ting.

Lær Ruud bedre at kende

For at lære Ruud bedre at kende har TV 2 stillet ham en række spørgsmål om hans liv, vaner og drømme. 

Hvilke tre ord beskriver dig bedst?

Humoristisk. Hjælpsom. Og så er jeg ret målbevidst i forhold til, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Stædig. Og flink.

Hvad laver du på en typisk fredag aften?

- Der sidder jeg for det meste på sofaen og ser en film i fjernsynet. Eller også er jeg sammen med nogle kammerater og laver noget mad. Jeg bruger mest fritiden til at slappe af.

Hvad søger du i en kvinde – både personligt og udseende?

- De skal bare være flinke, stille og rolige, men der må også godt være gang i den. Modne, så de ikke er teenagere indeni. Kærlig og god at snakke med om alt. Og gerne en, der kan sætte mig på plads og give lidt modspil. 

- Hun må gerne være naturligt pæn. Og så falder jeg mest for brunetter. 

Hvad kan du tilbyde en kvinde?

- Mig selv. Ej, en sjov partner, der er kærlig og hjælpsom. Jeg har nogle lidt afvekslende dage, så jeg har masser af muligheder for at gøre ting. Jeg kan tilbyde en flink person, der kan gøre hverdagen god.

Hvad har det største øjeblik i dit liv været?

- Det må være, da jeg startede min gedegård i 2014. Det var et godt år. 

Hvad er det værste, du nogensinde har oplevet?

- Det var, da mine forældre solgte deres gård, hvor jeg er vokset op. Det var en drengedrøm at overtage min fars gård, men den blev ikke til noget. Det var noget af en mundfuld at sluge dengang. 

Hvad laver du i din fritid?

- Der hænger jeg ud med nogle kammerater, når de ikke er for kæreste-kedelige. Ellers går jeg og renoverer lidt på min ejendom. Så prøver jeg at finde lidt tid til at se mine forældre.

Er du et familiemenneske?

- Det er nok 50/50. Men hvis jeg skal have en familie, så skal det helst være en kernefamilie. Jeg vil gerne have børn, men det skal være med den rigtige. 

Hvad er dine tre yndlingsfilm?

- 'Transporter', det der 'Sjit happens', det er sjovt nok, og så er 'The Fast and the Furious'-filmene gode. Så det er en del actionfilm, hvor der sker noget.

Hvad er din yndlingsdrik?

- Heineken, det kan jeg godt lide. Og rødvin, det er bare godt. Og drinks som 'isbjørn' er også godt. Men helst øl på flaske. Det smager bedst.

Hvad er dit yndlingsdyr?

- Det er nok mine geder. Og så kommer hunden bagefter. Det er en rhodesian ridgeback, der hedder Boris. Den er min store superhelt.

Hvad er din yndlingsret?

- Det er steaks. Og lasagne. 

Hvem skal lave maden? Dig eller kæresten?

- Jeg er god til at lave mad. Jeg kan også godt bage. Vi kan sagtens finde ud af en ordning om, hvem der skal lave mad. Det generer mig ikke at lave mad. Mine kammerater og medhjælpere siger i hvert fald, at det er godt. 

Hvor god er du til at tage dig af huslige ting?

- Hvis jeg havde mere tid, så tror jeg, at det ville være bedre. Jeg får da støvsuget. Og jeg får da også vasket tøj, hvis jeg mangler noget, eller hvis jeg skal noget. 

Hvilke huslige ting kniber det med at få gjort?

- Mit hus er indrettet meget enkelt. Jeg har bare et bord, nogle stole, en sofa og lidt køkkenting. Så jeg kunne egentlig godt bruge hjælp til at indrette det lidt med nipsting.

Hvad er din største drøm?

- Den har jeg jo sådan set allerede fået opfyldt ved at få min gedefarm. Så mit næste mål er at få mere mælk ud af mine geder. Og så vil jeg nok gerne finde en kæreste.

Hvorfor blev du landmand?

- Det blev jeg nok, fordi min mor og far er landmandsbørn. Og så er landbrugslivet generelt fedt. Der er altid luft, god plads og masser at finde på. 

- Livet på landet er favoritten, sådan vil det altid være.

Vil du gerne i kontakt med landmand Ruud, så send ham en mail ved at trykke HER. Eller send en mail til landmand@blu.dk og skriv 'Ruud' i emnefeltet. HUSK at vedlægge billeder samt kontaktoplysninger.