Presselogen

DR-chef svarer på satirekritik: - Jeg har ikke røde ører

Et par satiriske spørgsmål til en presset politiker har ført til en heftig debat i dele af den danske presse.

- Hvad er dit forhold til frysemad?

- Sex and the City eller Game of Thrones?

Med de to spørgsmål til Københavns afgående beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev fik DR2’s satireprogram 'Tæt på sandheden' sat gang i en ophedet debat hos flere chefredaktører og politiske journalister.

Spørgsmålene blev stillet på et pressemøde i onsdags. Her annoncerede Anna Mee Allerslev, at hun trådte tilbage som borgmester og som spidskandidat ved det kommende kommunalvalg. Det sker efter flere ugers kritisk journalistik om blandt andet hendes bryllup, som hun holdt på Københavns Rådhus.

15 minutter havde de fremmødte journalister fået til at stille spørgsmål, og det var her, at programmets vært Jonatan Spang spurgte politikeren om, hvilken tv-serie hun foretrak.

Det påvirker samarbejdet

Men hurtigt stod det klart, at det var respektløst og et problem for samarbejdet mellem politikere og presse.

Kritikken er blandt andet kommet fra chefredaktørerne på BT og Berlingske, og i mediemagasinet Presselogen på TV 2 NEWS stemte Politikens Michael Jarlner i.

- Det er respektløst overfor personen, men det vigtige er her, hvordan det påvirker samarbejdet mellem presse og politikere. Hvis politikere går ind i et professionelt rum, som et pressemøde jo er, og det så bliver brugt til fis og ballade, så tror jeg, at det vil påvirke samarbejdet fremadrettet, sagde Michael Jarlner.

Anna Mee Allerslev har på Twitter givet udtryk for, at hun ikke har problemer med de satiriske spørgsmål fra Jonatan Spang, og den øverste chef for DR2, kanalchef Flemming Hedegaard, kan heller ikke se problemet.

- Jeg har ikke røde ører, og jeg forstår ikke kritikken. Jeg har svært ved at forstå, at det er respektløst, sagde Flemming Hedegaard i Presselogen.

Journaliststanden er blevet udfordret

I stedet mente han, at harmen skyldes, at journalisterne pludselig oplever en satiriker trænge ind på deres domæne. Men det må være vilkårene, hvis man vil have en god politisk satire.

- Jeg oplever, at journaliststanden bliver udfordret, og det tager de meget personligt, for der er åbenbart nogle bestemte måder, man gør det her på. Men det, satiren gør, er at være hofnarren og stille de upassende spørgsmål, så vi ser på autoriteter på nye måder. Jeg kan simpelthen ikke se, at det er respektløst, for spørgsmålene handler jo om en video, som Anna Mee Allerslev selv har lagt ud på nettet, sagde Flemming Hedegaard.

Med i debatten deltog også radiovært på Radio24syv Kristoffer Eriksen. Han er tidligere vært på satireprogrammet Absurdistan, der er blevet sendt på DR3. Han er generelt ikke imponeret over journalisternes arbejde ved Anna Mee Allerslevs pressemøde.

Se den del af Presselogen eller hele programmet på TV 2 Play.