Kom til verden efter tre tragedier – her er historien om tvillingerne Anders og Torben
Anders og Torben Petersen er enæggede tvillinger, går ens klædt og laver alt sammen. Men noget truer tosomhedens eksistens.
Vækkeuret på Torbens værelse ringer klokken 04.20 på alle hverdage. Udenfor hersker den kolde nat stadig. Sengen står midt i værelset med en væglampe over hovedgærdet. Ved væggen står et bord og et mindre klædeskab. Væggene er malet i en knækket hvid, men den falmede farve afslører, at det er årtier siden. Der er rodet. Det ved Torben godt. Ikke mange får lov at komme ind på værelset.
På den anden side af gangen sover brormand Anders. Torben tager de få skridt over til døren, giver den et hurtigt bank og åbner den. Anders’ værelse er lige så rodet. Det ved han også godt.
Anders har en seng magen til Torbens. Over hovedgærdet hænger en væglampe samme sted som på Torbens værelse.
Dette er historien om to helt identiske tvillinger, der kom til verden efter tre tragedier - og som er endt med at vokse så meget sammen, at der skal en helt ekstraordinær begivenhed til for at skille dem ad igen.
Anders og Torben blev født 31. oktober 1970 på Rigshospitalet i København. Faren Ole var metalarbejder på en fabrik, og moren Maja var hjemmegående. Sammen boede de i en lille villalejlighed lidt uden for Holstebro.
Hvorfor Anders og Torben blev bragt til verden på Rigshospitalet, skyldes en trist forhistorie.
Ole og Maja drømte længe om at få børn, men naturen ville det anderledes. Parrets første barn afgik ved døden få uger efter fødslen. Det samme skete for barn nummer to. Og for barn nummer tre. En hjertefejl satte hver gang en tragisk stopper for Ole og Majas drømme om børn. De nåede aldrig at komme hjem fra sygehuset med et barn.
Derfor blev der ikke taget nogen chancer, da Maja var gravid for fjerde gang. Det var en tid, før skanninger kunne afsløre hjertefejl på fostre, og i 1970 lå to børn i Majas mave.
Hun blev indlagt fire måneder før fødslen, hvor hun ikke måtte foretage sig noget. Hun skulle være sengeliggende og slappe af. Dengang troede lægerne, at det var sikrest, at gravide fik konstant hvile.
Anders var den første, som kom til verden. Ti minutter senere kom Torben. Han skulle have haft et navn med forbogstavet ’b’, men Ole og Maja kunne ikke beslutte sig. Så han fik navnet Torben.
Der gik ikke længe, før parret fik den beroligende besked om, at tvillingerne ikke have den hjertefejl, som tog livet af deres søskende.
Endelig kunne de tage hjem til et nyt liv som forældre og så endda med to børn.
Børnene skulle komme til at ligne hinanden til forveksling.
Torben tager en hurtig vask med en vaskeklud, inden de skal afsted.
Imens går Anders i gang med at finde tvillingernes tøj til dagen frem. Det er hans opgave. Han har også det største klædeskab på sit værelse. På hylderne ligger alt tøj parvist. Sådan bliver det også købt. Anders og Torben køber ikke tøj eller sko, som ikke kommer i to. Underbukser, strømper, t-shirts, undertrøjer, bluser, bukser, vanter og sandaler. Alt skal være ens.
Mest sort. Det er tvillingernes foretrukne farve.
Så lægger den ene bror dagens tøj frem til dem begge. I weekenden bytter de. Sådan har det altid været. De er altid enige.
Hvis en t-shirt går i stykker, bliver begge smidt ud.
I hverdagene er det først arbejdstøjet, der trækkes i om morgenstunden. Det er også ens. Anders og Torben arbejder på en fabrik, som producerer elementer til køkkener.
Tvillingerne kører sammen fra huset i Holstebro til arbejde på fabrikken og spiser oftest den samme madpakke på de samme pladser i kantinen.
Anders og Torben går også på denne samme måde. Lidt hoppende, når det skal gå stærkt.
Sådan går de også, når de svinger forbi supermarkedet på vej hjem fra arbejde. Det er oftest Torben, som kører bilen.
Let hoppende går de med indkøbsvognen gennem supermarkedet. Hakkekød til frikadeller, kylling og ingredienser ryger i vognen. De laver varm aftensmad stort set hver aften.
Inderst inde håber de, at nogen forvirres over deres ens udseende, når de går sammen. Det er noget nær det sjoveste, der findes i tvillingernes verden. De har forfinet deres svar, når spørgende øjne kigger på fatamorganaet i supermarkedet; to fuldstændig ens mænd, oftest klædt i sort.
Hvis voksne sender en kommentar, siger tvillingerne, at nogle må have drukket, for der kun én mand. Hvis børn spørger, siger de bare, at der altså kun er én mand.
- Vi kan ikke lade være, siger de.
Vittigheden vil altid være sjov i Anders' og Torbens øjne.
Ligesom de griner af de samme ting, siger de også de samme ting. Vanen ligger tydeligt i deres tale.
De stammer begge en smule, men det generer dem ikke. Det har de vænnet sig til.
Torben er den, som typisk siger noget først. Ifølge tvillingerne er han den mest udadvendte. Anders supplerer med enkelte ord, og han kender altid det rigtige ord, som Torben vil bruge.
Hvis den ene går lidt i stå i en sætning, springer den anden straks til med det næste ord.
På den måde er de også dybt afhængige af hinanden. Der er en del af Torben i Anders og omvendt.
Da de var små, gik der også flere år, før de legede med andre børn.
To børn bliver til ét
Selvom Anders og Torbens forældre mistede flere børn, inden de fik tvillingerne, blev Anders og Torben aldrig pakket ind i vat.
De blev dog pakket ind i noget andet. Ens tøj. Altid.
Det var forældrene, som syntes, at børnene skulle ligne hinanden. Moren Maja stod for at finde matchende sæt. Som barndomsårene gik, blev de to drenge tættere og tættere. Når de talte, begyndte deres sætninger at overlappe hinanden.
Moren Maja gik hjemme med dem, og de legede derfor altid med hinanden. Ikke med andre børn i en institution.
Derfor var det også en selvfølge, at de begyndte i samme skoleklasse med det samme tøj på.
De to drenge var høje og ranglede. Håret var brunt, tykt og pjusket. Tænderne var skæve. Meget. Den eneste tydelige fysiske forskel på dem er et stort modermærke, som Anders har i nakken.
De husker ikke selv, at deres identiske fremtoning fyldte noget i folkeskolen. De var nogle af de stille drenge i klassen. Men de var ikke udenfor. De husker deres skolegang som god og tryg.
Lærere og klassekammerater lærte hurtigt at se forskel på dem.
- Vores bedste ven hed Erling, siger de.
Anders og Torben havde nemlig ikke venner hver for sig. De havde ganske få fælles venner. Man var venner med tvillingerne, ikke kun Anders eller Torben.
Da de var omkring otteårsalderen, fik de lov til selv at vælge tøj og dermed muligheden for at skille sig ud. Alligevel valgte de det samme. De sov også på samme værelse, selvom de kunne få hvert sit værelse. Det andet værelse var legeværelset. De fik altid det samme legetøj, så når der var ryddet op, stod alt parvis på hylder og gulv.
Da de blev 12 år, begyndte moren at gøre rent på deltid, og de ekstra penge betød, at familien kunne flytte i et hus i en forstad til Holstebro.
Det var også omkring den tid, de fik bøjler på. Enormt store bøjler med nakketræk, som skulle rette de mange skæve tænder ud.
Mange år senere var bøjlerne årsag til et af tvillingernes helt særlige kendetegn.
Hjem til lys og mørke
Anders og Torben svinger bilen ind i carporten. Det er midt på eftermiddagen, og solen har ikke sluppet sit lyse tag i himlen.
Men i tvillingernes hus er der mørkt.
Rullegardinerne med bølgede ender er trukket ned om vinteren. Sådan har det altid været.
De gider ikke kigge ud på dårligt vejr. Udsigten minder dem om kulde. Deres far elskede varme, så tvillingerne er vokset op i et hjem, der altid var godt opvarmet.
De tager ikke sko af i huset, og det valg præger hjemmets gulvtæpper. Møblerne er ældre og ligner arvestykker.
I stuen har tvillingerne bygget et stort saltvandsakvarium ind i væggen, og det farvede lys bader de gamle møbler i lilla og blå nuancer. I hjørnet af stuen står en motionscykel, som ikke har været brugt i årevis.
Selvom det er januar, står rester af julepynt hist og her. Det er særligt lamper med farvet lys, som har fået lov til at blive stående. Tvillingerne er vilde med lamper og lys. I stuen står seks lamper på række på toppen af en reol. De forestiller isbjørne, rensdyr og en slags krystaller, som kan lyse.
Når Anders og Torben skal hygge sig, slukker de al lys på nær lyset fra akvariet og de små lamper.
Så har de venner på besøg, ser en film eller sidder ved hver sin computer.
Det er også her, Anders videochatter med sin forlovede Don i Thailand. De har kendt hinanden i syv år, og han snakker med hende hver dag.
Torben havde også en kæreste i Thailand i fem år, men for to år siden gik hun fra ham. Han havde på fornemmelsen, at noget var galt, da de besøgte kæresterne i Thailand.
Hun svarede ikke på hans opkald og beskeder. Så fik han pludselig en besked med ønske om et godt nytår.
Siden har han ikke hørt fra hende. Hvorfor ved han ikke.
Det gjorde ham ked af det.
I dag har han en profil på nogle datingsider på internettet, hvor han søger kærligheden. Lykkes det, kan det måske være det, som kan adskille tvillingerne.
Det tætte bånd mellem dem er så stærkt, at kun ægteskab kan klippe det.
Eneste tid væk fra hinanden
Anders og Torben flyttede som 12-årige i parcelhus med mor og far. For første gang blev de skilt ad, da de fik hver sit værelse. Men med samme møbler, samme legetøj og samme tapet.
- Det var hyggeligt at sidde og bygge det samme i Lego, siger Anders og Torben.
De fortsatte indtil 10. klasse i folkeskolen, hvor de vedblev hinandens bedste venner.
De var ikke så meget til at feste og holdt sig for sig selv.
- Vi var de stille drenge, siger tvillingerne, der kiggede efter pigerne i smug.
I dag tænker de, at det nok var en ulempe at ligne hinanden så meget, når de ville i snak med pigerne.
- Det var måske lidt mystisk med to, der var ens, siger de.
Når den ene var syg, savnede de hinanden i skolen. Derfor tog de også direkte hjem for at være sammen med den syge bror. Der var ikke tid eller lyst til at ses med de andre klassekammerater.
Hvis de ikke var sammen, manglede der noget.
Efter folkeskolen begyndte Anders og Torben på et grundforløb på teknisk skole. Anders ville gerne være elektriker, Torben var ikke sikker.
Men mangel på lærepladser betød, at Anders og Torben måtte se sig om efter et arbejde. Det blev deres sidste bekendtskab med uddannelse.
I de følgende år arbejdede de forskellige steder med ufaglært arbejde. De lærte at blive gode med hænderne og kunne tage fat.
Det var første gang, de blev splittet. Når de hver morgen tog på hvert sit arbejde fra barndomshjemmet i forskelligt arbejdstøj. Det var også første gang, de klædte sig forskelligt.
Deres mor og far sendte dem efterhånden kraftige signaler om, at det var på tide at flytte hjemmefra.
- Vi kiggede på lejligheder, men vi fandt ud af, at det var billigere at flytte sammen i et hus, siger tvillingerne.
Sådan gik det til, at tvillingerne købte og flyttede sammen i deres lille hus i Holstebro i 1991. Hvis de havde fået deres lærepladser dengang, var de måske aldrig endt med at bo sammen igen.
Knuden om deres identiske ydre og væremåde blev bundet og strammet, da skødet til huset var deres.
I seng på samme tid
Anders og Torben går i seng på samme tidspunkt.
Så fortrækker de til deres værelser med identiske senge for at være alene. Hele dagen har de tilbragt i hinandens selskab, men på værelset er de på enmandshånd.
Bøjlerne fra barndommen fik tænderne til at smuldre, og de dårlige tænder blev et af tvillingernes kendetegn. Men det er borte nu. De har lige fået lavet nye tænder i Thailand.
Hver aften klikker de dem ud af munden. Så er der kun stumperne tilbage.
De fylder 50 år næste år og har ingen børn.
Anders vil ikke giftes med sin forlovede, før Torben har fundet en partner, som han vil giftes med. Det ligger helt fast, at tvillingerne skal giftes ved den samme ceremoni. Et dobbeltbryllup.
De ved, at ægteskaber vil bryde deres tosomhed. De ved også, at de skal fortsætte med at se hinanden hver dag.
Så Anders og hans forlovede Don venter på, at Torben finder en, han vil tilbringe resten af livet med.
Men de ligger ikke søvnløse over det. De ligger ikke søvnløse over noget.
De har aldrig haft lysten til at fylde huset med lyden af børn. Heller ikke i fremtiden. De føler sig ikke trykket af alderen. Udover nogle ekstra kilo på maven.
Deres broderskab har gjort deres liv ukompliceret.
- Der er ikke noget, som plager os, siger de.
De har og vil altid have hinanden. De har fyldt livet med et spejlbillede af sig selv og fundet sig godt til rette med det. Parløbet gennem hele livet har pansret dem, og bekymringer hænger ikke ved.
Selv i tale kan de redde hinanden, når et ord mangler, eller stammen stjæler udtalen.
De tager tingene, som de kommer.
Men det betyder ikke, at de ikke har en drøm. Den lever hver lørdag, hvor tvillingerne spiller lotto. De drømmer om den store gevinst, som kan tage dem væk fra det kolde Danmark og til Thailand, hvor varmen luner, og kvinderne er søde.
Men indtil de får de heldige tal, lever de sammen i det lille hus i Holstebro.
Ubekymrede og identiske.