Planerne ændrede sig efter tv-program: Sådan går det Tiger og Morfar i dag

Det går ned ad bakke for alzheimersramte Aage Sennenwald, men han kan stadig genkende sit barnebarn.

- Du slår sgu hårdt.

En ung mand og en ældre herre står og bokser til hinanden.

Den ældste har fødderne solidt plantet i gulvet og flytter sig ikke ud af stedet. Imens hopper den yngre stærkt tatoverede fyr frem og tilbage og lader sig tit ramme af en blød knytnæve.

Til sidst lader han sig falde ned på gulvet.

- Farvel. Jeg vil ikke mere af det der, siger den ældre, inden han går tilbage til sin faste plads i lænestolen.

Men der er bestemt ikke dårlig stemning.

For de er bedste venner, de to. 33-årige Tiger Sennenwald og hans 85-årige morfar, Aage.

Aage Sennenwald har alzheimers, og boksekampen er et af de værktøjer, barnebarnet bruger til at holde ham i gang.

Er blevet naboer

Sidste efterår kunne man følge Tiger og Morfar i TV 2 ZULU-serien af samme navn. Dengang var der udsigt til, at Aage skulle flytte til Jylland – langt væk fra barnebarnet i København.

Men virkeligheden viste sig at blive en helt anden.

I stedet flyttede Aage Sennenwald i marts ind på et plejehjem på Frederiksberg, stort set lige ved siden af Tigers bopæl.

Derfor ses de to nu hver eneste dag, når Tiger kommer på besøg på plejehjemmet og bokser, danser og hygger sig med sin morfar.

- Han er den, jeg tilbringer mest tid sammen med – udover min kæreste og mine hunde. Det er lige så naturligt at være sammen med ham som at gå i bad om morgenen, siger Tiger Sennenwald i ’Go’ aften LIVE’.

Det går ned ad bakke

Siden kameraerne slukkede sidste år, har demenssygdommen dog gjort et indhug i nu 85-årige Aage Sennenwalds evner.

Han er stadig i vigør, men alzheimeren sætter stadig flere og flere spor i hans hverdag.

- Min morfar har det godt, og han bevarer den positive indstilling, men selvfølgelig er det gået nedad siden dengang, siger Tiger Sennenwald.

Derfor var Aage Sennenwald heller ikke frisk nok til at komme med i studiet i 'Go' aften LIVE'.

Tv-karrieren har hverken han eller barnebarnet dog lagt bag sig, for her i december har de lanceret en adventskalender i samarbejde med Alzheimerforeningen. Hver søndag kommer et nyt afsnit, hvor man følger det umage pars venskab.

Det er dog mere, end hvad Aage Sennenwald helt kan forstå.

- Jeg har vist ham det, så han ved det godt, men han ved det nok ikke, siger Tiger Sennenwald.

Kan stadig genkende Tiger

Indtil videre er morfaren stadig mentalt til stede, men Tiger Sennenwald gruer for den dag, hvor det er slut.

- Den dag er kommet tættere på. Jeg har oplevet, at han har sagt: ”Det er, som om jeg ikke ved, hvor du kommer fra. Men jeg ved, at jeg kender dig,” fortæller han.

- Men vi er stadig ikke kommet til den dag, hvor han ikke kan huske, hvem jeg er. Jeg krydser fingre for, at der går enormt lang tid, før den kommer.

Indtil da nyder Tiger og Aage al den tid, de har sammen. Og Tiger Sennenwald er overbevist om, at netop disse stunder har været med til at holde sygdommen i skak.

- Det garanterer jeg 1000 procent, at de har, siger han.

Det er dog ikke kun Aage Sennenwald, der nyder godt af de daglige besøg på plejehjemmet.

DJ-barnebarnet har også fundet en ro og en stabilitet i de faste aftaler.

- Hver gang jeg går derfra, har jeg det godt. Man får det bare så godt af at hjælpe. Men han hjælper også mig. Hvis jeg har en dårlig dag, parkerer jeg det ude foran. Han er et pusterum, hvor det ikke skal handle om dumme ting, siger Tiger Sennenwald.

Se hele interviewet med Tiger Sennenwald i ’Go’ aften LIVE’ på TV 2 PLAY.