Hver gang ti nye virksomheder starter op, vil seks af dem være lukket igen efter fem år.
Sådan ser virkeligheden ud, hvis man kigger på de nyeste tal fra Danmarks Statistik over danske iværksætteres overlevelsesmuligheder.
Der er rigtig mange mennesker, der brænder nallerne på det her
Lars Seier Christensen, serieinvestor i 'Vejen til Seier'
Ifølge Saxo Bank-milliardær og serieinvestor Lars Seier Christensen er det derfor en god idé, hvis man går med en iværksætter i maven, at tænke sig grundigt om, før man kaster sig ud i at prøve lykken som selvstændig.
- Der er rigtig mange mennesker, der brænder nallerne på det her, og det kan tage år for dem at komme op igen. Nogle af de mennesker burde, efter min mening, aldrig have startet en virksomhed, for de har det bare ikke i sig, siger Lars Seier Christensen til TV 2.
En af årsagerne til, at den 56-årige rigmand og investor indvilgede i at være hovedpersonen i iværksætterprogrammet 'Vejen til Seier', var, at han netop ville gøre opmærksom på de mange faldgruber ved at starte egen virksomhed.
- Der er så meget snak om iværksætteri efterhånden, og det bliver måske nogle gange fremstillet lidt for glorificeret. Så jeg synes, det er vigtigt også at fortælle om, at der altså er mange, det går galt for, og at en stor del af dem måske skulle have beholdt deres gode job i stedet.
Her nedenfor giver Lars Seier Christensen en række råd til dem, der drømmer om at starte egen virksomhed - trods alle risici.
Lær branchen at kende
Før du kaster dig ud som iværksætter inden for en bestemt branche, bør du skaffe dig så meget viden om branchen som muligt.
Det bedste er at tage et job inden for faget og bruge nogle år på at lære: Hvad er problemstillingerne? Hvad kan de folk, der er derude? Og hvad kan man forbedre?
Statistikker viser, at man klarer sig bedre som iværksætter, hvis man har nogle års praktisk erfaring fra den branche, man går ind i, i stedet for at komme direkte fra en læreanstalt og kaste sig ud i det.
I mit eget tilfælde arbejdede jeg i finansbranchen i London i en årrække, før vi gik i gang med Saxo Bank, og jeg er ikke i tvivl om, at min viden og dét at opleve, hvad andre folk gjorde, var helt afgørende for, at vi efterfølgende fik succes.
Sammensæt det rigtige team
For at lykkes som iværksætter skal du samle det rigtige team omkring dig.
Det er vigtigt at finde folk, som har de kompetencer, der er brug for i en virksomhed. Der skal være nogen til at holde styr på økonomien, nogle skal løse it-opgaverne, nogle skal stå for marketing, og en skal være direktør.
Det er ikke din opgave at være dygtigst til det hele eller detailstyre alting. Det er faktisk meget skadeligt for virksomheden, hvis du gør det. Derfor er det afgørende, at du finder de rigtige mennesker til at hjælpe dig.
Som investor kigger jeg mere på teamet end på produktet. Hvis teamet er supergodt, betyder det mindre, at idéen er middelmådig. For idéen kan man ændre undervejs, hvorimod menneskerne, dem køber man sig ligesom ind i.
Kun én kan være chefen
Det er ikke ualmindeligt, at tre-fire personer går sammen om at starte en virksomhed. Måske har de gået på samme businessschool, og en dag i fredagsbaren er de blevet enige i at springe ud i det.
Men så snart, der skal træffes svære beslutninger, vil de alle sammen lige pludselig være chefer, eller også vil ingen være chef. Og så plejer det at gå ret galt. Så bliver de uvenner, og så dør virksomheden jo bare.
Derfor er det vigtigt, at man på forhånd er enige om rollefordelingen. Der skal være én klar leder, og så skal de øvrige ansvarsområder fordeles.
Jeg ved godt, at jeg selv i over 20 år har delt chefrollen i Saxo Bank med min medstifter og kompagnon Kim Fournais, men det er også meget usædvanligt, at vi har fået det til at fungere så godt. Det skyldes blandt andet, at vi har meget forskellige personligheder, og at vi har haft forskellige fokusområder, så vi kunne supplere hinanden.
Generelt skal man være forsigtig med at lave forretningssamarbejde med rigtig gode venner eller sin ægtefælle, da det er sårbare konstellationer.
Sælg ikke dig selv for billigt
Mange iværksættere bliver glade, når de kan finde investorer, der er parate til at sætte penge i deres virksomhed.
Men du skal virkelig tænke over, hvor meget du udvander dig selv i virksomheden, når du tager mig eller andre investorer ind. For ofte vil du senere få brug for flere penge, og så skal du ud og finde nye investorer, som jo også skal have aktier.
Hvis du tager for meget kapital ind og samtidig afgiver for store ejerandele, kan du relativt nemt ende i den situation, at du ikke længere har kontrol over din egen virksomhed.
Så det er supervigtigt, at du ikke sælger dig for billigt, og at du hele tiden holder dig for øje, at der er meget, meget stor forskel på at have 51 procent af en virksomhed og på at have 49. For de to procent er forskellen på, om du bestemmer eller ej.
At sidde tilbage i sin egen virksomhed og ikke bestemme kan godt være en ubehagelig oplevelse. I værste fald risikerer du at blive sparket ud af den virksomhed, du selv har startet.
Hav selvindsigt
Før du springer ud som iværksætter, er det vigtigt, at du stiller dig selv en række spørgsmål for at få klarlagt: Er det overhovedet det rigtige for mig?
Har jeg opbakningen fra min familie til at blive iværksætter? Er jeg nødt til at sælge huset for at blive iværksætter? Er jeg parat til at arbejde 100 timer om ugen uden at tjene penge måske før år ud i fremtiden?
Det er en stor beslutning at blive iværksætter, og det kræver først og fremmest vedholdenhed og tålmodighed. Der vil ofte gå mange år, før det lykkes. Hvis det lykkes.
Det er derfor nødvendigt, at du er i besiddelse af de rette karaktertræk til at modstå de problemer, der helt sikkert vil opstå henad vejen.
Hvis du har en alternativ mulighed i form af et godt og solidt job, som du synes er spændende og interessant, er det måske en fordel, at du i stedet holder fast i det.
Se fjerde afsnit af 'Vejen til Seier' lige nu på TV 2 PLAY - eller mandag 8. april klokken 20.45 på TV 2.
Efter aftenens program sidder Lars Seier Christensen klar til at svare på spørgsmål fra seerne i en live-chat på tv2.dk.