Komiker Anbefaler: Brian Lykke

16x9

Der er et utal af shows under dette års Zulu Comedy Festival. Vi har derfor bedt forskellige komikere om at komme med deres varmeste anbefaling til shows under festivalen. Vi lægger ud med ingen anden end Brian Lykke. Hans anbefalinger kommer her:

Mark Brunsvig, Sid Ned, d. 30. august kl. 21:00.

Jeg skal se Mark, fordi manden har det alle efterstræber - noget helt unikt. Det er uforudseligt, mærkeligt og pisse sjovt når Mark optræder. Til daglig er manden dagplejefar og iøvrigt kunstmaler. Han tager fat i tabuer og har nogle ret vanvittige vinkler på de 'farlige' emner. Derfor deler Mark også vandene. Jeg kan love at du i hvert fald har en klar holdning til showet når du kommer ud på den anden side - som et, måske lettere chokeret, men også bedre menneske.

Skipperlab
Jeg skal se Skipperlab, fordi det projekt har en speciel plads i mit hjerte, og fordi Søren Dürr er vært. Den mand er... Ja, det skal opleves... Alt er tilladt og alt kan ske på en rigtig Skipperlab aften  - og du når både at krumme tæer og skraldgrine - ofte på samme tid. 

Kasper Nielsen, Kedelig komiker søger familie, d. 3. september kl. 21:30.
Kasper er improkomiker og i min optik en af de bedste i landet. Han er så mega underspillet og har et udtryk, som bedst kan beskrives på jysk - nemlig; noller. Kasper har så mange strenge at spille på og så fedt et fjæs, at jeg bare skal opleve ham i sit første onemanshow.

Det er muligt at se en oversigt over alle shows samt bestille billetter via vores app.