Komiker Anbefaler: Rasmus Olsen

16x9

Rasmus Olsen er forfatter på Dybvaaaaad og tidligere vinder af Talentprisen ved Zulu Comedy Galla. Og så har han 3 skarpe anbefalinger til Zulu Comedy Festival 2015.

 

Frank Hvam på Huset
D. 31. August og 2. September på Huset-KBH

Få er så interessante at følge på vej fra ide til færdigt show som Frank Hvam. En komisk stemme, der er så fintunet, at selv de mest ufærdige ideer fremstår som små perler. Se det på Huset, og se det igen, når det færdige show tager rundt i Danmark. Du vil ikke fortryde det.

 

Eskelund og Warberg: One liners
D. 2. September på Huset-KBH

Min interesse for comedy startede med helt klassiske vittigheder. Senere er jeg blevet forelsket i den længere form, men jeg mister aldrig glæden ved en god klassisk one liner: En rabbiner, en kanin og en dværg kommer ind til et show, og så får Carsten Eskelund og Thomas Warberg dem til at eksplodere af grin med en enkelt sætning. For det kan de. Det vil du ikke gå glip af. 

 

Et stand-up show
3. 4. Og 5. September, Huset-KBH

Bag festivalens måske kedeligste titel "Et stand-up show” gemmer der sig to af nutidens største upcoming talenter. Kasper Gross og Jonas Mogensen har begge rødder i det aarhusianske comedy miljø, men har i modsætning til mange andre aarhusianske talenter valgt at blive boende i det jyske i stedet for at søge lykken i hovedstaden. Det betyder masser af timers scenetid på den sprudlende aarhusianske scene og et ganske massivt forspring i materialemodenhed.